I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap VII)

åhh…hmmm…[prust…støn]

hvor er…jeg
er jeg…nej, hvor er jeg træt

en smøg…[host]
men hvor fanden er nu askebægeret henne?
nej, det står heller
ikke hernede

for fanden, det er mørkt
og jeg kan ikke engang
finde min lighter
jeg må have
efterladt både lighter og askebæger
i et tidligere kapitel

pudsigt nok

befinder jeg mig
i min lille lejlighed
på Indre Nørrebro
det er vist morgen
for jeg har sovet siden
jeg…det synes
blot at være
en kort stund siden
jeg tog
min aftenmedicin
min chlorprothixen
og jeg, som ville skrive
jeg ved ikke engang hvornår
ja, jeg kan virkelig
ikke finde ud af
hvornår jeg egentlig
faldt i søvn
jeg husker blot
at jeg ville forklare
hvordan det
hele begyndte
fra tidernes morgen
havde jeg
nær sagt

for det føles
ja, det føles netop
som jeg har sovet siden
tidernes morgen

jeg ved ikke nøjagtig
hvad der er sket
og får det nok aldrig at vide
men jeg føler mig nu
ganske vågen
og uanset om jeg så
har drømt alt dette
er der i mit hjerte
skrevet et langt digt

det som du nu
er i færd med at læse

for med al fiktiv
farmakologi
for slet ikke at tale om
faktisk chlorprothixen
ude af mit blod
er du, kære læser
dog forblevet
ja, ikke blot forblevet
men endog så meget
desto mere
er du blevet til
virkelighed
for síg mig
hvis du ikke læste mig
hvad ville jeg så være?

så ville jeg være
som profeten fra Kreta
der hævder at alle
kretere lyver
ja, jeg ville være
et stort selvbedrag
uden sandhedens logistik
for var jeg virkelig
ene og alene
først da ville intet
netop intet
være sandt

men nu kender jeg dog
om ikke andet
så én sandhed
nemlig dig

det er som
når man indenfor
psykologien tillægger
svære roller såsom
oprigtighed og
indsigt i eget bedrag
stor værdi –
hvilken værdi ville
de overhovedet have
hvis der ingen var
at bedrage?

hvis du ikke læste mig
ville jeg være som
profeten fra Kreta
eller rettere
der ville ikke engang
være nogen kretere
til at lyve for mig
og således bekræfte
erkendelsens bedrag

ville netop denne
bedrager der erkender
at være en bedrager
uden slægtsfæller
til at bekræfte ham
ikke være det
mest ensomme
menneske på jorden?

ja, jeg ved nu
om sandhedens logistik
inklusiv alle livsløgne
og enhver syntaksfejl
at der på papiret
er rådet bod på dem
eller rettere
at de er blevet slugt
mellem Nørrebrogades
flodbredder en kold
langfredag nat
og at der følgelig
ikke er noget bedrag
det forsvandt jo
i digtets egne
skvulpende rester
af opkast og affald
og var som glemt
det øjeblik jeg
åbnede øjnene

uanset hvad, føler jeg
efter alt dette
et skæbnefællesskab med dig
for du er blevet til
en virkelig læser
af eget kød og blod
og ikke blot et
resultat af
chlorprothixen

ser du
der er en forskel
mellem lyrik og kemi
eller rettere
mellem kemi og lyrik
du er et stykke lyrik
det smukkeste jeg
kan tænke mig
der er en forskel
i hvert fald hvad angår lyrik
mellem indholdsstoffet
og papirmassen
eller måske
mellem papirmassen
og indholdsstoffet
i hvert fald er du ikke
et stykke kemi
men så meget mere
nemlig et stykke lyrik
du har måske undret dig
over at jeg har fundet på
at indholdsstoffet i
et prosadigt
skulle være
noget så prosaisk
som chlorprothixen
men nu
da jeg er vågnet
og virkningen for længst
i løbet af natten
har fortaget sig
har jeg ændret mening
eller snarere har
meningen ændret sig
og dermed ændret mig
papirmassens
indholdsstof
altså prosadigtet selv
består nu af ord
og ikke blot af ord
måske endda
slet ikke af ord
men af dig og mig
og vores drøm

så kom med mig
følg mig til ende
for vi nærmer os enden
og jeg havde så meget
jeg ville sige til dig
men nu…

jeg lader det ligge

der er så få
sekunder tilbage
og det er snart
tid til at tie

tid til at jeg
skal ryge den cigaret
jeg tilbød dig
som du vist aldrig røg
tid til at betragte
røgskyernes formationer
og tænke over alt det
som digtet så gerne ville sige
udover hvad jeg evner
hvorfor jeg må forlade dig
først og fremmest
for at finde ud af
hvor jeg efterlod
askebægeret henne
men også fordi digtet
ikke mere kan sige
hvad jeg ønsker det skal sige
på nogen anden måde
end ved, ord for ord
bogstav for bogstav
at forlade dig
ikke for endeligt
at have båret frugt
og have fuldbragt
sig selv uden syntaksfejl
men tværtimod for
som vi i tidernes morgen
skiltes ad på grund
af de første gloser
at vi nu kan forsones
med de sidste
som sagt ikke ved
at de siges
men snarere ved
at de netop ikke siges
for at det sidste lyriske udbrud
og den sidste glose
– der ellers af lyrikere
blot i bevidstheden om
betydningen heraf bliver
sagt med så meget desto
større eftertryk –
af mig må siges
noget spæd i stemmen
og uden at kunne
gøre krav på
at være digter
for dog således
at lade digtet få
det sidste
ord.

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap VI)

hvor jeg…er?

godt spørgsmål
jeg ved det faktisk ikke
jeg ville ønske
jeg vidste…hvem
…å, fandens også
det er dette med
at finde ordene
såvel som sig selv
ikke sandt?

jeg ville bare gerne
vide hvor jeg var

jeg ved kun
at jeg syntes at
sidde forsovet
foran mit skrivebord
med min kaffekop
på Indre Nørrebro
og hvor meget jeg end
forsøgte at vågne
hvor meget jeg end
forsøgte at skrive
som for rigtigt
at slippe ud af
denne døsige tilstand
denne søvnige datid
lykkedes det mig ikke
snarere tværtimod
ønskede jeg bare
mere og mere at jeg
aldrig havde drømt
om det æble
og om dig

derfor, som for
om muligt at vågne
– det var vistnok nat
kold og mørk som
døden selv –
greb jeg min frakke
og begav mig
ned ad trappen
ned til Nørrebrogade
og som om jeg søgte noget
uden at vide hvad
begav jeg mig på
vandring op langs
gadens flodbred
ud mod Nørrebros Runddel
en mørk og
regnvejrstung aften
i et endnu spædt forår
hvor enhver
uidentificerbar afkrog
under vandbreddens
skvulpende affaldsrester
syntes at stinke af
øl og hash –

under denne vandring
blev jeg plaget
af et besynderligt klarsyn
på vej ud
da jeg gik forbi pølsevognen
ved Nørrebros Runddel
en kold og klam fugtighed
havde sat sig i mine
elskede københavnere
og som på en ø midt
i flodens trafik
som en fakkel i mørket
lyste pølsedamen op
i en grimasse
som fik mig til at gyse

et ansigt netop
så hæsligt som man
kun ville kunne
finde det i Berlins
undergrundsbaneforgreninger
hvis man så rigtig
godt efter
det var et ansigt så
privat i sin traurigkeit
at jeg tænkte
jeg ved at fotografere
denne scene ville fange
livets grusomhed
med et enkelt skud
så rent og klart

og dog vidste jeg jo godt
at hele dette sceneri
fandt sted
i mit eget hoved
jeg vidste så godt som nogen
at hun ville være
glemt det øjeblik
jeg fjernede blikket
men ligeledes
som havde jeg
oplevet det før
og ville opleve det igen
et endeløst antal gange
ville hun forfølge mig
resten af natten og
i andre klædninger
resten af livet

undlod jeg
at nedskrive den
slags oplevelser
ville jeg måske
kunne fortrænge dem
men da ville jeg
ingen digter være:
at købe forstanden
tilbage gennem
syndsforladelse
ville være i strid med
pølsedamens ansigtsudtryk
i dette splitsekund
af lys i mørket

eller ville det?

pludselig slog det mig:
sådan, skvulpende
en mørk aften på
en lille bod langs
flodens opkast
sådan tænkte jeg mig Gud
den Gud der havde
skabt alt dette
for det syntes ikke at være
mig der var digteren
endsige manuskriptforfatteren
bag netop disse kulisser
modsat med mine rekvisitter
cigaretten, askebægeret
kaffen og pillerne
syntes det her snarere
at være mig selv
der blev opdigtet
det var hende der syntes
at være enhver nutids ophav
både til alt omkring
og til alt inden i mig
så jordnær og
samtidig uudgrundelig
som kun en kvinde
bag disken i en pølsebod
ja, som kun virkeligheden selv
kan være det
og på samme tid er det
både foran
og bag kulisserne
for der var ingen forskel
ikke længere

så klart var det mig
at jeg frygtede for min forstand
så klart var det mig
at digteren netop i nat
ville blive afkrævet sit hjerteblod
at noget måtte dø
for hvis der ikke længere er forskel
mellem at være vågen
og drømme at være vågen
mellem at digte og at digtes
hvordan skulle jeg da
nogensinde vågne?
der måtte da være
om ikke andet
blot en enkelt syntaksfejl
der kunne rettes
eller snarere slettes
for at redde min forstand
for at digtet kunne
løse sin egen rebus

det var jo Jesus
der med sit sidste lyriske
udbrud på korset blev
forladt af manuskriptforfatteren
til livet – det var jo ikke mig –
eller er det mig der har
forladt mig selv og spærret
mig inde bag kulisserne
i digtet og dettes evige nutid
som en syntaksfejl i sindet
der aldrig kan rettes?

hvor viljeløst og fejt det end
måtte være at opsøge
den samme døsige tilstand
samme søvnige datid
som jeg havde forladt
mit skrivebord for at undslippe
fandt jeg kun én løsning
der stod mig klart:
det var hende der måtte dø
det måtte være hende
der var digteren
det måtte være hende
der havde skabt
og som var
ja, som er
denne syntaksfejl
som hele manuskriptets ende
i selve dette øjebliks
underligt abnorme
betydningsbevidsthed
beroede på at slette
det føltes som et damoklessværd
der hang over mit hoved
og dog var det jo hende
der var virkelighedens
manuskriptforfatter
tænkte jeg trodsigt
det var jo hende der
var beåndet med
digterens hjerteblod
det var hende der er
og forbliver indespærret
bag kulisserne
i digtet og dettes evige nutid
ikke…sandt?

om end blot for en stund
og kun en stund
forstod jeg
syndsforladelsens
nødvendighed

jeg, der altid
havde nægtet den
ikke fordi syndsforladelsen
i princippet for mig
var en umulighed
men fordi den ikke
var ønskelig
jeg nægtede principielt
at betale for en vare
i åndelig mønt
uden at have
forbrudt mig mod nogen
jeg var så at sige
uskyldig over for
en anklage
jeg end ikke forstod
alligevel, plejede jeg
bittert at tænke
skulle jeg ikke vente mig
noget tiltalefrafald:
de frelstes salighed
fuldendes som
bekendt først
når de ser
syndernes pinsel

sådan havde jeg altid tænkt
og ville måske altid
tænke sådan
hvis ikke det var for
denne stund
for efter det første
øjebliks angst
var jeg alligevel
blevet stående
fordi jeg blev grebet af
medlidenhed – med Gud
virkelighedens
manuskriptforfatter
og livets sande digter
som stod her ved
verdens afgrund
indpakket i sit
pølseskinds hæslighed
som i en slanges ham
slog det mig igen
ja, netop
det var et slangeham

smerten bibragte
mig ikke nogen
form for tilfredsstillelse
og som med ét
ønskede jeg inderligt
at bede pølsedamen
om forladelse som
havde jeg gang efter gang
købt pølser her
uden at betale
men jeg havde jo
aldrig købt hos
hende før
ja, jeg havde knap nok
lagt mærke
til hendes tilstedeværelse
overhovedet
tanken lammede mig
og min handlekraft

få øjeblikke gik som årtusinder
da jeg stivnede helt ved
synet af pølseboden
for nu begyndte
den at synke stadigt
længere og længere
nedad mod
Nørrebrogades bund
lyset fra pølsebodens fakkel
slukkedes nu
sekund for sekund
mens pølsedamens
blik bedende
men uden mindste
tegn på anklage
syntes at fæstne sig ved
min ubevægelighed
blot et øjeblik efter
havde floden slugt hende
og alt syntes uforandret

min lammelse forsvandt
lidt efter lidt
og jeg så mig omkring
rystende som et espeløv
stadig skvulpede vandet
ved flodens bred
af affald og opkast
og allerede på
vejen tilbage
overbeviste jeg mig selv om
at der aldrig havde
været nogen pølsebod
ved Nørrebros Runddel

og jeg vendte
hovedet bort i lede
da jeg gik forbi næste pølsevogn
der hvor vandet forgrenede sig
og en morgen begynder

og – jeg vågner!

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap V)

...












jeg er vist faldet i søvn

ak, sikken en tøffelhelt jeg er
og slet ingen digter

tænk at falde i søvn
midtvejs i værket

jeg ville bare så gerne
i al oprigtighed
og vågen tilstand
endelig have fortalt dig
hvordan jeg oprindeligt
havde tænkt mig
det jeg ville skrive
skulle begynde

jeg startede virkelig med
at ville skrive

et digt

men ser du
jeg anede ikke hvordan
man skrev et digt
uden at skulle
forskønne
redigere
og retouchere
sig selv

men det var faktisk et
kærlighedsdigt
jeg ville skrive
et kærlighedsdigt
til dig, kære læser
ja, til dig
helt på tværs
af alle vers

du kender det sikkert
når man oplever
noget
og ikke ved
om det virkelig er sket
eller om man
blot engang har drømt det
eller bare husker forkert
hvad forskellen så
i øvrigt måtte være
når man alligevel
befinder sig i en drøm
og det faktisk sker

for det jeg ville
beskrive var
hvorledes vi to

bogstavelig talt
uden at skele til tid, køn eller tal
elsker med hinanden

fortæl mig blot
at jeg drømmer
det gør jeg jo
sandt at sige også
men du optræder
altså i min drøm
såvel som jeg også
tror jeg optræder i din
for med denne dosis
chlorprothixen
i dit blod
der nu har nået
sin fulde virkning
sover også du
ganske belejligt
for min ønskedrøm
er én og samme som din
i hvert fald på papiret
hvor jeg har det med
som du nok har bemærket
at tage tingene
altså dig
meget bogstaveligt

men hør blot

for jeg ville
hjertens gerne
fortælle dig
hvordan jeg oprindeligt
havde tænkt mig
det jeg ville skrive
skulle begynde

ikke at jeg kan
skrive noget digt
men det er som om
at du og jeg
lige nu er dette digt
som…
som Gud er i færd
med at skrive
denne skabelse
dette digt kaldet elskov
som Gud har skabt
ja, skaber i dette moment

andet tror jeg egentlig ikke
Gud tænker på
end denne elskov
så smuk og salig
som kun en drøm
kan være det
ja, som en drøm er det
for vi elsker med hinanden
lige nu og her
under grenene fra
kundskabens træ

og æblerne
som vokser der
– vi bemærker dem slet
ikke mens vi elsker –
vi lader dem vokse i
skyld og smag, lader
dem suge nok så
begærligt i stilken
og lader dem
frimodigt slippe grenen
en sensommerdag –
vi bemærker
dem stadig ikke
mens vi elsker
men begærer
blot hinanden
midt i blandt
æble efter æble
der falder ned
ligger vi –

og netop i dag
– såvel som alle dage
i evigheden er én og
samme dag og
i morgen for drømmen
slet ikke findes –
altså, i dag
efter vi har elsket
ser vi æblerne omkring os
en gysen går
gennem os begge
da vi sammen tænker:
’for et enkelt æbles skyld
at lade vor elskov
besmitte med synd?’
og læser svaret i
hinandens ansigter;
’aldrig nogensinde
vil vi gøre det’
aldrig skal
slægt efter slægt
leve i synd på grund
af os

men da kommer
der et øjeblik
da jeg ikke forstår dit ansigt
og ikke kan læse
dit hjertes tanke
det varer blot et øjeblik
men lidt efter
sker der det samme
og jeg tænker på
om du har tænkt
på et af de æbler
der ligger spredt omkring os –
og vi ser på
hinanden og ser
med dyb bekymring
samme tanke i
hinandens ansigter:
fristelsen til at
spise et æble
for derved at forstå
hvad den andens
tanke er –
ikke gennem hjertet
at aflæse den i ansigtet
men gennem forstanden
at forstå den
og vi ser bort et øjeblik
for dette frygter vi
mere end noget andet
da vore øjne mødes igen
finder vi samstemmigt
hjertets tanke fra før:
’aldrig nogensinde
vil vi gøre det’.

men hvorfor så vi bort?

søgte vi gennem
synet af æblerne
omkring os at
forstå den andens
tanke med forstanden
forstod vi den dog
da vi igen så ind i
hinandens øjne –
eller gjorde vi?
vi så at vi tænkte
det samme
både den
rædselsfulde tanke
om æblernes fristelse
og efter et øjeblik
at have set bort
tanken fra før:
’aldrig nogensinde’.

men forstår vi
hvorfor jeg forud for det
to gange ikke gennem
dit ansigt kunne
læse dit hjertes tanke?

da sker det;
jeg ser i dit ansigt
en sorg der siger:
’jeg forstår hvorfor’.
og da jeg med
en ansigtsmine
spørger dig hvorfor
svarer du med
et inderligt kys
på mine læber

å, jeg tåbe!
jeg, som tror
at kende
paradisets tungemål
nemlig kysset
jeg vil så absolut
have vished
og jeg spørger dig
med et fast blik
hvad du tænkte
de to øjeblikke
hvor mit blik for dit
hjerte var mig sløret
og du svarer med
endnu et inderligt
men nu også
sørgmodigt kys
på mine læber
derefter ser du
ind i mig
som ser du gennem mig
bag mine øjne
med et blik fuld
af kærlighed

men jeg ser det ikke
jeg leder i dine øjne
efter noget andet
jeg leder i dine øjne
efter svar på
hvad du tænkte
de to øjeblikke
hvor mit blik for hjertet
var mig sløret
jeg aner
at du har tænkt
over alt dette
disse to øjeblikke
ligesom de to øjeblikke
hvor du kyssede
mine læber
og jeg forstår
at du hellere end alt
andet vil trøste mig
med et svar
men at svaret ikke findes
og aldrig ville kunne findes
på noget andet tungemål
end kyssets

å, var det mig bare nok!
for da gør jeg det
jeg aldrig skulle
have gjort
og i al evighed
vil forbande
mig selv for at
have gjort
med mit blik spørger jeg
dig med en streng mine:
’hvad var det
du forstod
hvorfor var det
at mit blik
for dit hjerte var
mig sløret?’
da du for tredje gang
nærmer dig mig
med et inderligt
men ulykkeligt
kys på læben
vender jeg mig
i lede bort
jeg vil høre dig
sige det med ord

og da jeg læser
i dine øjne
at disse ord ikke findes
på paradisets tungemål
vender jeg mig igen bort
og ser blot
fuld af videbegærlighed
på et af æblerne
for jeg ved
at de rummer kundskaben
om ordets tale
om digtningen

og jeg ønsker blot én ting:
at du spiser et stykke
af et af æblerne
for at fortælle mig
hvad det var du forstod
og hvorfor mit blik
for dit hjerte
var mig sløret
og jeg ser op og ser i dine
øjne en rædsel
for jeg ved
at du i mine øjne
læser mit
hjertes inderste ønske
at elskovs tale ikke
længere er mig nok
og at jeg ønsker vished
gennem ord
blot nogle få enkelte ord
så jeg forstår
ligesom du synes
at have forstået noget
som jeg blot synes
at ane i dit ansigt
ja, nu synes der
pludselig så meget
det er ikke blot
som det er
nej, nu synes alt
bare at være
som om det er
og det synes
forkert for mig

jeg fæstner
vedholdende mit blik
på et ganske bestemt
ved faldet fra
grenen halvt flækket
æble midt i mellem os
og der går en rum tid
hvor vi stille sidder sådan;
jeg med blikket
fæstnet på det
halvt flækkede æble
og du med dit urolige blik
på mit ansigt

da begynder du
at røre på dig

rystende af rædsel nærmer
du dig æblet og tager
det op i hånden
mit blik følger æblet og ender
med at hvile i dit ansigt
og først nu ser jeg
hvad der er ved at ske

mens vi sad
har du stille grædt
og sidder nu med æblet
i din rystende hånd
foran dit ophovnede
og forpinte ansigt
og da
da bliver jeg grebet af
en inderlig medlidenhed
å, men hvorfor ikke før
hvorfor først da?

jeg ønsker
intet andet
end at lindre
din pinsel
og nærmer mig dig
for med et
sigende kærligt blik
at bede dig om
at lægge æblet
fra dig igen
du sidder stille og ryster
over hele kroppen
da jeg er helt tæt på dig
ser jeg dig ind i øjnene
og synes igen
for tredje gang
at se noget
jeg ikke forstår

og da min
tvivlrådige undren
bliver iblandet et strejf
ja, et strejf
af mistro
tager du æblet
mod munden
og tager med
sitrende læber
en bid af det…

…øjeblikket efter
at have tygget
og slugt denne bid
vender du dig helt bort
og kaster dig mod jorden
med krampagtige hulk
jeg mærker
noget i mig
jeg aldrig har
mærket før
noget lignende
et stik i mit hjerte
et uhyggeligt og sært
sødligt stik
ja, sødligt
sødligt som
arvesyndens hæslighed
tænker jeg bittert…

…for aldrig har
jeg set dig græde før
og mit hjerte fyldes
med uudsigelig
og inderlig medfølelse
jeg kaster mig
ind mod din favn
som så ofte før
men for første gang
værger du dig
med hænderne
og kravler langsomt
bort fra mig

og du begynder
at sige noget
noget som må
være en slags
æbletræets tungemål
for jeg kender ikke
til de ord
ja, jeg kender
slet ikke til ord

i min medfølelse
ja, uudsigelige medfølelse
ønsker jeg brændende
i mit hjerte at forstå
mit hjerte brænder
på en måde
det aldrig har
prøvet før
det er vel nok
en slags begær
men et begær
jeg ikke forstår
fordi det ikke
er talt på
kærlighedens tungemål
blot ønsker jeg
at forstå alt dette
der så pludselig
er sket med os
og blot ønsker
jeg at forstå
hvad det er
du siger til mig
for jeg tror virkelig
å, jeg tåbe
at denne din forgrædte
og sagtmodige
kæde af ord
hvis jeg forstod den
ville forklare alt det
der er sket
sådan synes det mig
i hvert fald
ak, igen dette synes…

men der er også
noget andet
mit hjerte pines
oprigtigt af
at se dig tale og vide
hvor alene du nu er
thi for mig er det blot lyde
og blot du
af alle skabninger i haven
forstår disse
efter klangen at dømme
klagende og ulykkelige
kæder af ord

og da begår jeg
min endegyldigt
sidste fejltagelse
men tro mig
det jeg da gør
gør jeg
af kærlighed og med
et ulyksaligt
medfølende ønske
om at lindre dig
disse ulykkelige
ords ensomhed
tro mig blot på dette
så lader jeg det
gerne være
nok med det
for da jeg
med hjertet fuld af sorg
og medlidenhed
ser på æblet
du havde taget en bid af
og derefter smidt
på jorden
rejser du dig halvt op
stadig hulkende
med lige dele hakkende
og stammende
uforståelige ords tale….
og du samler æblet op
og ser på mig
det er som om der er
hugget en kløft ned
gennem din sjæl
for med munden
udtaler du
bedende lyde
jeg ikke forstår
i deres ordlyd
men meningen
er klar
for hver gang
jeg forsøgsvis
rækker ud efter æblet
tager du
ulykkelige sjæl
hånden til dig igen med
en forskrækket pludren
og samtidig
da jeg for sidste gang
ser i dine øjne
for at læse dit
hjertes tanker
synes jeg at se
en stille bøn
vendt mod mit ansigt
en bøn om
at blive forstået
en bøn om at forklare
en bøn om at blive
hørt på sit eget uforståeligt
private tungemål
og endelig synes det mig
at du midt i en bevægelse
standser hånden
der griber om æblet
og løsner dine
fingres greb…
jeg rækker langsomt
ud efter det
din talestrøm
er standset
og du græder blot
stille og tyst
da jeg griber fat
om æblet…
og tager en bid…

da mærker jeg noget
i mit legeme
jeg aldrig har mærket før
jeg mærker nu
det sødlige stik i hjertet
brede sig til resten af
kroppen med
en eksplosiv kraft
’sådan smager
altså arvesyndens
hæslighed?’
slår det mig i en
pludselig ondskabsfuld hån
et splitsekund beruset
af den dødelige
synds ekstase
af disse spotteglosers
lidelsesfulde skår i sjælen
der synes uadskillelige
fra en omtåget lyksalighed
der roligt og tungt
lægger sig om
øjenlågene og læberne
gloser, sagde jeg gloser?
jeg forstod hvert
eneste af dine ord
og endnu en blind
rystelse af fryd
fyldte et øjeblik
mine blodårer
helt ned til tåspidsen
for jeg forstod
jeg forstod, at lyde
kunne betyde noget
som intet havde
at gøre med
lyden af dem
nok havde jeg
ja, vi begge
kendt til navne
hver fugl, hver fisk
hvert krybdyr
havde jo et navn
men dette her var
noget helt andet
og mere end bare navne
hvor smukt
lød eksempelvis
ordlyden ’elskov’ ikke
når man først vidste
hvad ordet betød?
jeg kunne tænke
mig at sige det
for mig igen og igen
for til sidst helt
at tabe lydens kraft
det var ikke blot en lyd
som elskovs lyde
det var et begreb
ja, et stykke digtning
der som lyd intet havde
at gøre med elskovs lyde
på et splitsekund
og alt dette skete virkelig
på et splitsekund
forstod jeg hvert eneste ord
du sagde
blot for splitsekundet
efter at lammes
ikke over stemmen
og ordenes lyd
men noget langt
frygteligere
denne ordenes betydning
jeg nu i løbet af
et eneste øjeblik
virkelig forstod

for hvad du sagde
hvilken betydning
ordene havde
overgik i isnende
rædsel langt
både deres lyd
og din stemme
for først nu forstod jeg
hvad det egentlig var
din stemmes forpinte
klang betød:

”…det var ham, han sagde
det jo, ja, nøjagtig sådan,
det var digteren…”

”Digteren?”, spurgte jeg
sløvt hen for mig
og hørte for første
gang mig selv
udtale noget
lammet af uudsigelig kval
ja, uudsigelig
det er ordet
tænkte jeg dystert
og begyndte da
at lytte til din løse
nærmest fragmenterede
strøm af ord

”…ja, digteren fortalte mig
det…jeg ved ikke hvordan,
men jeg forstod godt noget
af alt det frygtelige, han
sagde; at…at jeg…at vi…
jo, at alt dette ville ske!
Ned til mindste detalje
fremsagde han det,
som en hån…dette…
digt. Og han sagde det jo;
at blot tanken om det
ville få mig til at se bort
og undslå mig dit blik,
for ikke at du skulle…”

”Digt? Hvilket digt?”
afbrød jeg dig, overrumplet
af udsagnet og af
en hidtil ukendt følelse
et bittert og langsomt
voksende nag, ja, had
rettet mod…mod…

”…for ikke at dette
skulle ske! Du piner
mig jo, du piner…”

”Fremsig dette digt
for mig” afbrød jeg
dig igen, denne gang
med den ulykkelige
nydelse, der består i
at forsvare sin egen
frelses bitre salighed
alene ved synet af
synderens pinsel
den synder der fra
at have været
den eneste elskede
nu var som en fremmed

nå, så det var det
du tænkte på
sagde jeg skinsygt
til mig selv
skinsygt, sagde jeg
skinsygt?
hvad var det dog for en
hæslig glose?

der fulgte en kort tavshed
derefter begyndte du
først med en spæd stemme
men efterhånden som
recitationen skred fremad
med en antydning af
stigende selvsikkerhed
ja, slutteligt som var
recitationen den værgeløse
synders ene triumf
over for frelsen

det var som så jeg dit
ansigt kløvet i to
den ene del mørk
og panisk af angst
men den anden del
bleg, som havde den
en bogstavelig hinde
om huden, lige dele
betaget af angsten og
af ordenes skønhed…

Jeg har grundet over dig i dag
som over forårets eget væsen
som over et sært bevidsthedens træ
dækket af ord, som blade i blæsten

Fra knoppernes kuldskære læber
åbner året sig, stilk og stilk sammen
gren for gren, blandt andre æbler
vil din stilk dog slippe stammen
hvert ord er jo kun et blad i blæsten
det er som det år, der, som årene går
helt har udgrundet forårets væsen
og om lidt er efterår

Ja, selvom jeg netop, dette til trods
har måttet digte foråret selv
husk på, at det vil forlade os
som det vil efterlade hver en sjæl
uden én eneste sommernats svar på
hvad alt, hvad der vil være og nu er
ville have været, hvis det var så
at jeg kunne udgrunde, hvem du er

i netop dette øjeblik
blev du afbrudt
og mit sind fyldtes
af noget nyt
nemlig angst
ja, en panisk angst
som din
dog iblandet en fortvivlet
vrangvillig trods
da en stemme
den stemme vi begge
kendte så
inderligt godt
nærmede sig med
ordene på
et nu truende
og alt for godt
kendt tungemål:

”Ture…Ture, hvor er du?”…

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap IV)

…da, min kære

da, kære ven

da er det endelig
tid til at få dig
helt på rette plads

du har måske
undret dig over
dette mit digt –
som den det jo omhandler

du har måske undret dig
over denne bogs titel

du har måske tænkt:
hvad er dog denne
fejl i syntaksen
altså den fejl i den måde
ordene føjes sammen
til sætninger på?

jeg ved det ikke
og jeg tror ikke
at der er nogen
der ved det

men jeg kender en kur
der med sikkerhed
kan rette fejlen i denne
bogs aftegninger
der jo omhandler dig

du tror mig ikke?

tro mig, ikke kun
kan jeg rette fejlen
jeg har allerede for længst
rettet fejlen

se nu blot her
lad mig vise dig hvordan

indtil videre har
vi af rekvisitter
blot fået cigaretten
og askebægeret ikke at forglemme
på plads
men der er noget
mere end det
bemærk nu for eksempel
en kaffekop
samt et lille plastikbæger
med nogle piller i
tag nu din kaffe
og tag pillerne i hånden
derefter i munden
tag en slurk
og slug pillerne
vær blot rolig
jeg har gjort
det samme

sådan

ser du
jeg ved godt
at du ikke har
slugt nogen
som helst piller
og dog

for fra allerførste side
i min beretning
har jeg ord for ord
fyldt dig med
virkningen af
chlorprothixen
som er indholdsstoffet
i et neuroleptikum
ved navn Truxal
uden dit vidende
har du nedsvælget
lige så meget dope
som jeg hver
eneste dag gør
og som det tager
sådan cirka den tid
det tager at læse
hertil
for at virke
det har jeg
en fagmand, vær blot tryg
regnet ud
for uanset hvornår
du læser disse linier
så har virkningen
langsomt og snigende
indtaget dine blodårer

hvad det er
for nogle piller?
du kan være
helt rolig
det var jo
blot en slags
fiktiv farmakologi
det skal jeg
alt sammen nok
forklare dig
forinden skal de
bare lige virke
når jeg har
forklaret hvordan
for at udelukke
enhver placeboeffekt
du skulle jo nødig
have taget dem
forgæves, vel?

se, vi har altså
efterhånden indtaget
en ganske betragtelig dosis
chlorprothixen
som er indholdsstoffet
i dette digt
og i løbet af ganske
få øjeblikke
– som du kan
udfylde ved at
læse følgende –
vil netop denne
dosis nå sin
fulde virkning
tænk nu først på
ja, tænk på
dig selv
tænk på, hvad du
tænker over, når du
tænker over
dig selv
tænk, at du ser
dig selv tænke
og tænk over
hvad du nu ser
dig selv tænke
ikke rigtig noget, vel?
det er lidt luftigt
deroppe, ikke sandt?
godt, jeg tror pillerne
så småt er begyndt
at virke
ser du, de piller
jeg gav dig
er særligt udviklede
til brug mod sindssygdom
ikke at jeg tror
at du lider af en sådan
mere end alle andre
hvilket også er rigeligt
men som regel
når disse piller
har sin virkning
beskytter de dig
som nu
vær helt tryg
mod fejl i syntaksen
der kræver alt for mange
forklaringer
udredninger
formuleringer
ved så at sige
at formatere kognitionen
om jeg må være så fri
ved at man
ser sig selv tænke
og man tænker over
hvad man nu ser
sig selv tænke
nemlig ingenting
et stort intet
også kaldet normalitet
disse piller skulle
på nuværende tidspunkt
have haft deres
fulde virkning
du er altså nu
helt og aldeles normal
din dømmekraft
og vurderingsevne
er ved sine fulde fem
du kan nu
roligt og nøgternt
tage stilling
problemet er bare
at der intet er
at tage stilling til


forstår du
grunden til at jeg bad
dig tage stilling til
dig selv
syntaksfejl
sandhed
digtning
kærlighed
og Gud
og til sidst
til at se dig selv
tænke over, hvad du nu
ser dig selv tænke
nemlig intet
er netop denne
at jeg personligt
der er nøjagtigt
lige så sindssyg som du
gerne jævnligt
indtager chlorprothixen
fordi jeg finder det
væsentligt lettere at tage
stilling til ingenting
end til
mig selv
syntaksfejl
sandhed
digtning
kærlighed
og Gud

at tage stilling
til sig selv
er nemlig som
at afpille et salathoved
lag for lag
først anbringer man
sit korpus i en
behagelig stilling
det er den første fejl
for alene kedsomheden
bliver det yderste lag
man piller af
derefter kan man
tage stilling til
sig selv
og lag for lag
afpilles salatbladene
for det er som
en løs maske
man slet ikke kan
lade være med
at pille ved
indtil man støder
på syntaksfejlene:
sandheden
digtningen
kærligheden
og Gud

nedenunder huden
bliver bladene både
fastere og saftigere
og knap så snavsede
som kedsomheden
men klæber som
skrællen til en appelsin
og ser du
man bliver grebet af det
og blad for blad
afklæder man sig selv
alle de dyre ord
og når man til
sidst har pillet
det inderste lag
nemlig Guds
kærlighed af
bliver der
lige nøjagtig

intet

tilbage


og ser du
netop deri
består min
forbrydelse
at jeg fra
allerførste linie
har fyldt dig
min egen skabelse
med chlorprothixen
som langsomt
har omskabt dig
som man omskaber
et skrøbeligt sind
til et salathoved
for at tildække
tomheden med
papirtynde blade
lag efter lag
af syntaksfejl
for at værne det
mod alle de
frygtelige
de virkelig frygtelige
syntaksfejl

men et salathoved
har ingen kerne

ingen sjæl

dog, vær blot rolig
det er helt normalt
intet usædvanligt i det
faktisk slet
intet

ja, du er nu
uden skygge af tvivl
helt og aldeles normal
du er ligesom mig
ja, du er mig
og eksisterer
bortset fra din skygge
ikke længere

eller måske snarere
eksisterer der ikke
andet end dig
det er blot en
anden måde
at sige det
samme på
for som du meget
snart vil erfare
for så vidt man
kan erfare noget
når intet
andet eksisterer
er erfaringen blot
en stadig hurtigere
nedslidning af
hvad du var
for ikke at
være andet
end en skygge
der helt
har glemt
hvad den
engang
troede
at være
ja, som slet
ikke rummer
anden fornøden
bevidsthed
end glemsel

og slutteligt
endog helt
er foruden
selv sin egen
skygge af tvivl

indtil selv
det glemte ikke
længere eksisterer

indtil enhver
endegyldigt
har glemt
at der overhovedet
var noget
at glemme

for ikke
engang
at have
været et
foster
af
min fantasi
men blot

en tablet
kemi

der hindrer
yderligere
nerveimpulser
der som dig
blot er
fantasifostre
i at blive
meddelt mit
centralnervesystem

således at du
er ude af

mine
hænder

om ganske
få linier

ja omtrent




nu




[gab]


å, jeg


bliver

så
træt…



jeg bliver…

så træt…[gab]












...

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap III)

men kære ven dog
lad os koncentrere vores
kræfter lidt om dig
har du fået ild på
en cigaret?
lad os huske på askebægeret
det står jo lige her over
alle løgne og syntaksfejl
jeg tror du får brug for det
ja, jeg tror måske allerede
du bruger det
i så fald er det et eksempel
på socialismens
virkeliggjorte fælleseje:
et askebæger
der er tilgængeligt for
alle der kan drømme
til brug for drømmens
affald, nemlig masser af
skodder og aske

og det var netop
drømme jeg ville ind på
ikke kun dagdrømme
om dagdrømme
men også ungdomsdrømme
i den ene eller anden betydning
drenge- eller pigedrømme
alt efter hvilket køn
det behager dig at have
eller ikke have
mig er det ligegyldigt
og grammatik behøver
vi ikke bøje os for
hverken i køn, tid eller tal
så længe vi også
har ønskedrømme
så prøv at lukke øjnene
lad os forsøge os med
et eksperiment
ryg dog endelig
men hvad angår cigaretten
og de lukkede øjne
må du tænke dig til askebægeret
og da du heller ikke
kan læse nu
så prøv at koncentrere alle kræfter
om din cigaret og tag
et dybt sug
sådan
se nu, jeg har en
mening med min henvendelse til dig
altså at jeg bad dig
tage stilling

men
men hov, du læser jo
jeg sagde jo, du skulle
lukke øjnene
prøv nu igen
og før du gør det
så prøv at huske
følgende instrukser
når du har lukket øjnene:
tag et dybt sug
af cigaretten
også selvom du skal
tænke dig til den
pust derefter ud
åbn så øjnene og
betragt opmærksomt
røgskyerne og deres bevægelser
når du så har gjort det
bedes du tage
stilling til følgende
hvilket kræver lidt forklaring
hvis jeg endnu engang
må tillade mig at være lidt poetisk
angående det her med at skrive
for det svarer meget
godt overens med
at puste røgskyer
at fatte pennen er som
at tænde cigaretten og
at suge ind er som
at fyldes af inspiration
altså at indånde
når først det er klaret
er det blot at ånde ud
og betragte røgens skønne
men flygtige mønstre
der forandres og skifter form
hvert enkelt splitsekund
derefter behøver man
sådan set ikke skrive
endsige læse noget
for alt, hvad der er at
sige eller skrive om livet
står at læse i disse
vidunderlige røgformationer
i øvrigt, for den dødelige digter
– og vi er vel først udødelige
når vi engang er døde –
opgives hurtigt drømmen
selv ønskedrømmen
om at fange de blågrå
røgmønstre på papiret
det er ganske simpelt
ikke nødvendigt
i hvert fald ikke så længe
man kan indånde
inspirere, medicinsk talt
tage et sug til
og puste ud
ja, du må endelig
ikke holde dig tilbage
og hvad angår asken
jeg mener, nu hvor
du ikke vil have noget askebæger
så glem den
den er alligevel bare
en slags drømmens affaldsprodukter
og hører ikke hjemme
i en ønskedrøm
ligesom du heller ikke
skal fæstne dig ved
røgskyernes flygtighed
eller rettere
du skal netop fæstne dig ved
røgskyernes flygtighed
og intet andet
det er nemlig den sande digtning
modsat disse skriblerier
for denne flygtighed lader
sig kun fæstne uden ord
det gælder i hvert fald
for de dødelige digtere
og de udødelige er som
sagt altså døde
næ, de dødelige digtere
skriver snart sagt med lungerne
når de udånder
og deres ord
eller mangel på samme
tjener blot den næste smøg
og dennes røgformationer
men affaldsprodukterne
affaldsprodukterne af enhver drøm
har du og jeg
til fælles med de
udødelige digtere
for sjovt nok er de
alle sammen døde
og endog af nøjagtig
samme årsag som
de dødelige
nemlig at omtalte
skriftlige virke
om det så er et sindbillede
på ordenes afmagt
eller består af udødelige ord
er yderst sundhedsskadeligt
og som sundhedsstyrelsen
rimeligvis påpeger:
både for dig og dine omgivelser

altså
luk øjnene
tag et ordentligt sug af cigaretten
åbn øjnene
pust ud og betragt røgskyerne
grundigt
og læs så videre
er du parat?
okay


se
nu vil jeg vædde med
at du hverken har haft
øjnene lukket
taget et sug af cigaretten
eller betragtet røgskyerne
jeg vil vædde med
at du bare har læst videre
og jeg ved det jo ikke
men jeg tror, jeg har
vundet mit væddemål
ser du, det var det
der var mit eksperiment
det var så at sige dig
eller rettere
det er dig
der er min ønskedrøm
stadig behøver hverken
du eller jeg bøje os
for tid, køn eller tal
men drømmens affaldsprodukter
er nu at læse ovenfor
jeg mener i eksperimentet
alle løgnene og syntaksfejlene
i tid, køn og tal
som vi stadig ikke bøjer os for
og jeg tror faktisk
at socialismens fælleseje
var muligt, hvis bare vi
ikke bøjede os for tid, køn og tal
og især ikke for
skriftlige instrukser
vi har altså ønskedrømmen
men hvad gør vi
med affaldsprodukterne?
se nu
du bedes bemærke askebægeret igen
der hører de til
der placerer og dumper vi
både skodder og aske
og fæstner os kun ved
røgskyernes flygtighed
og intet andet
se, der har du
socialismens virkeliggjorte fælleseje
både for dig og
dine omgivelser
alt andet er blot
løgn og syntaksfejl


men tilbage til min
henvendelse til dig
dette med at tage stilling
dertil er det faktisk meget passende
at anbringe sin krop
i en behagelig stilling
for der er noget, jeg vil
diskutere med dig
det vil sige, det er
jo nok hovedsageligt
for ikke at sige udelukkende
mig, der fører ordet
og dog
– og dette har også
noget at gøre med
hvad jeg vil diskutere –
vil jeg ikke
trods forskydning i tid og sted
udelukke en eller anden form for
interaktion
mellem dig og mig
læg igen mærke til
hvor behagelige omgivelser
du befinder dig i
hvorledes alting ned til
det enkelte bogstav
og de udeladte kommaer
er vel tilrettelagt
alene for din skyld
som sagt
i skrivende stund
ja, og netop ikke kun
i skrivende stund
eksisterer jeg
alene for dig
det var det, der fik mig
til at understrege
hvor vigtigt det var
at du anbragte din
krop i en behagelig stilling
for det, jeg vil
diskutere med dig, er
kærlighed
den frie kærlighed
næstekærlighed
brændende kærlighed
kærlighed og kildevand
og ser du
interaktionen består deri
at du sammen med mig
og jeg sammen med dig
finder ud af
hvad kærlighed er
du tror mig ikke?
jeg medgiver, at enhver
fysisk kontakt
er udelukket
og dog
har jeg tænkt mig
at sætte dig på prøve
du skulle jo tage
stilling, ikke sandt?
godt, jeg har udtænkt
en glimrende metode
til at få dig til at
tage stilling til
hvad kærlighed er
det er sådan set det
hele min henvendelse
gik ud på
eller også var det bare
et forsøg på en morsomhed
døm selv, jeg stiller gerne
min person til doms
for interaktionen
består netop deri
at du nu har
stiftet bekendtskab med mig
i kraft af vores eksperiment
som du var så venlig
at afprøve
ser du, jeg havde en
pointe med det eksperiment
en skjult dagsorden
det indrømmer jeg
fuld af løgn og syntaksfejl
men det var jo netop pointen:
om du, om ikke andet
så af ren trodsighed
tappert og viljefast
ville læse videre
til trods for alle de
løgne og syntaksfejl
der først stod at læse
nederst på dagsordenen
hvor jeg satte dem
og det ville du altså
allerede heri bestod
den første interaktion


og nu
kom nu lidt nærmere
forestil dig mig
med opsat hår
smykker
let kosmetik
duftevand
kavalergang og alt det der
som sagt er der
ingen grund til at
bøje sig for køn, tid eller tal
hvis du ønsker det
kan jeg også være
en viril bodybuilder
2 omsorgsfulde sygeplejersker
i uniformer
mændene fra l’easy-reklamerne
eller hvad end
du måtte ønske
det vigtigste er
at du føler dig vel
til mode
og i godt selskab
det vigtigste er
interaktionen
jeg tror, du forstår
hvad jeg mener
hmm…?

hvis muligheden nu
foresvæver dig
at eksempelvis
2 sygeplejersker eller
mændene fra
l’easy-reklamen i fjor
kan løse sindet ud af
sit fangenskab,
nemlig
kønnets, tidens og tallets tyranni
alene ved
en smule kropsvæske
og en kildren i underlivet
så er det fint med mig –
dog, hvis vi
går lidt videre i teksten;
tænk, hvis det ikke er
kønnets, tidens og tallets tyranni
der lægger dit sind i lænker
men at det tværtimod
om jeg må være så fri
er alle syntaksfejlene
herunder de 2 sygeplejersker
eller mændene fra
l’easy-reklamen
der med faglig akkuratesse
har fikseret dit sind
til dit underliv
med et bælte af læder
således at du som løsesum
snarere end at udløse den
pænt og anstændigt
må ophobe alskens galde
til en tilstand af stadig
større fattigdom
for måske igen
at slippe fri?
tilgiv mig, hvis jeg synes
at moralisere
med fare for at kede dig
jeg vil jo bare hjælpe dig
for tænk, hvis det kun er
en eller anden slags
kongruens i køn, tid og tal
der kan løse dig ud
af denne bæltefiksering
i underlivet
for det har det med
altså, sindet
at sidde frygtelig
fast dernede
men pyt, om ikke andet
har vi da således
fået den frie kærlighed
på plads
om end jeg er bange for
at vi for en stund
meget håndfast dér
blot vendes, drejes og bøjes
i køn, tid og tal

lad os da derfor
gå videre fra
det personlige nærvær
til det åndelige
lad os komme ind på
næstekærligheden
for ser du, jeg holder
allerede overordentlig
meget af dig
uanset køn, tid og tal
og jeg føler en afsindig
trang til at bekende
det for dig
for nogle gange
måske endda ret ofte
hænder det, at man
endda i ganske ubelejlige
situationer
støder ind i et menneske
som man fatter en
umiddelbar og brændende
sympati for
og jeg har bestemt mig for
at have det sådan med dig
tro mig, det er en sympati
uden hverken grund
eller betingelser
for såvel alder som udseende
og seksuelle præferencer
er ganske underordnet
længslens iver efter at
kende dette menneske
altså dig
for selvom du på grund af
ubelejligheden
forbliver en ubekendt
forbinder jeg kendskabet
til dig med den
højest tænkelige salighed
om end dette kendskab
fuldstændig er berøvet
ethvert motiv
og tro mig, vores
adskillelse vil med
sikkerhed være forbundet
med en kortvarig, men
inderlig smerte
for selvom du
i hvert fald i princippet
stadig er en fremmed
er du for min umiddelbare
dybfølte kærlighed
slet ikke så
fremmed endda

tror du mig ikke?
der kommer ellers mere endnu
for hvad jeg – og du – har
at lære af vores møde er
at ingen for Vorherre
er fremmed, og at han
derfor dagligt husker
os på noget, som vi
glimtvis i underbevidstheden
synes at have en sær
brændende tanke for
men som synes
bevidstheden fremmed:
at vi skal elske vores næste
som os selv
og at denne kærlighed
til den fremmede
samtidig er vejen til, ja
Jesu hjerte, om jeg må
udtrykke mig sådan
lidt forblommet

du tror mig stadig ikke?
det er helt i orden
måske bryder jeg mig
i virkeligheden heller
slet ikke om dig
for selvom sådanne
møder med fremmede
som dig virkelig forekommer
og jeg følgelig føler
at elske menneskene
som helhed
såvel som den enkelte
tilfældige fremmede
forekommer det
modsatte også
nu hvor jeg er
i gang med bekendelserne:
bare en dag kan være
nok til at vække afsky
for selv det bedste
menneske, hvis denne
sidder for længe ved maden
eller er forkølet
og pudser næse hele tiden
og det sjove er
at des mere jeg således i
momentet kan hade
et menneske enkeltvis
des mere flammende
kan min kærlighed til
menneskeheden blive
og for at sige det lige ud
så kan du jo
helt afhængigt af tilfældet
lige så vel være
et sådant menneske
der på bare en dag
vækker min afsky
alene ved din måde
at pudse næse på
som du kan være
denne ubekendte
som på et enkelt
øjeblik møder min
mest dybfølte kærlighed
jeg foretrækker at tro
på det sidste
men må stærkt
advare dig:
jeg lider meget under
tvivl
anfægtelse
skepsis
mistillid
således er
Jesu hjerte og
næstekærligheden
vist på sin
rette plads

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap II)

så kom her, kære ven
mens jeg fortæller
om dette digt
kom og anbring din krop
i en behagelig stilling

ser du, selv elsker jeg
at anbringe min krop
i behagelige stillinger
det lykkes bare aldrig
eller det vil sige
så snart jeg har
anbragt min krop i en
behagelig stilling
synes enhver del af den
blot at have et eneste
ønske: nemlig at
anbringe sig selv i en
anden stilling
ja, om det så skal være
en yderst ubehagelig stilling
måske fordi den
hellere end at være i stilling
vil tage stilling
og dog naturligvis
det indrømmer jeg
uden at have nogen
som helst anelse om
hvad det er
den skal tage stilling til
endsige naturligvis hvilken
stilling den skal tage
og den foretrækker måske netop
derfor at anbringe
sig selv i en yderst
ubehagelig stilling
blot fordi den hermed
tydeligvis selv har valgt
denne stilling
uanset at den ikke aner
hvad og hvilken stilling
der er tale om –
som sagt elsker
jeg at anbringe
min krop i behagelige
stillinger, men
at befinde sig
i længere tid i en sådan
stilling finder jeg
ikke alene kedsommeligt
men også
ja, uanstændigt

men kom nu her
lad mig ikke allerede
støde dig fra mig
jeg har netop glædet
mig til dette øjeblik
hvor du anbringer
din krop i en
behagelig stilling –
også selvom en sådan
behagelig stilling måske
alene på grund
af behageligheden
kræver visse stimulanser…
hm…tag dig endelig en
cigaret
askebægeret er til for det samme
og tillad mig at
korrigere mig selv
jeg vil som sagt så
nødigt støde dig fra mig;
du kan jo sagtens lade
din krop befinde sig i
en behagelig stilling
og samtidig
hermed tage stilling
– jeg legede blot for
morskabs skyld lidt
med ordene –
tilgiv mig dette, kære ven

og tilgiv mig
denne talestrøm
jeg havde bare frygteligt
brug for at tale
lad os nu
vende tilbage
til dig

for nu er det, du i
denne behagelige stilling
netop skal tage stilling

men til hvad, spørger
du måske?

men kære,
hvorfor tror du
jeg sagde, vi skulle vende
tilbage til dig
i en behagelig stilling
hvis ikke det var fordi
du netop skulle tage stilling
til dig selv?

ja, til dig selv
ser du, noget
eller rettere nogen
skal vi nødvendigvis
tage stilling til
det er derfor, du er her
og mig kan du ikke
regne med
jeg eksisterer ikke
længere, ser du
men det gør
derimod du
altså er du ikke blot
den eneste, der kan
tage stilling
du er også den eneste
af os begge bekendte
som du kan
tage stilling til

altså, sæt dig godt
til rette
hvis du ryger
med en cigaret
du bedes bemærke askebægeret
anbring din krop i en
behagelig stilling
dertil er cigaretten
vist nødvendig
og forbered dig på
at tage stilling
også selvom det
kan blive en yderst
ubehagelig stillingtagen

som sagt, tror jeg nok
vælger vi selv
hvilken stilling vi tager
det er det forbandede
ved det
og sagen er, at det
du skal tage stilling til
vel nok er det for
menneskeheden mest
ubehagelige, der tænkes
for ikke at sige skrives
kan, at tage stilling til
nemlig sig selv
eller rettere
dig selv
personligt nærværende
men åndeligt fraværende
frygter jeg, at jeg ikke
kan være til den store hjælp
jeg er ellers en
hund efter at være
nogen til hjælp –
men ser du, jeg kan
hverken være i eller tage
nogen stilling
til noget som helst
for nok er jeg
personligt nærværende, og
– jeg må igen korrigere mig
selv for min fejhed –
eksisterer altså
men jeg kan kun skrive
og dermed undgå
enhver stillingtagen
du, derimod, må nødvendigvis
tage stilling til, hvad du læser
det gør man jo
når man læser
om ikke andet, så for at
finde hoved og hale
for overhovedet at
kunne indtage en eller
anden slags stilling
videre fremme i teksten
om ikke andet
anspændt forargelse
eller blot anstrengt irritation –
og du ville i øvrigt ikke
ellers have læst så langt
som til her
hvis ikke det var
for muligheden for
stillingtagen
er det ikke rigtigt?
men lad dig ikke irritere
af den grund, om jeg så må sige
lad mig slet ikke være dig
til nogen irritation
jeg ønsker jo bare én
eller rettere, to ting:
at du anbringer din
krop i en behagelig stilling
og derefter
at du begynder
at tage stilling
ryger du?
pyt, tag endelig en cigaret
du bedes bemærke askebægeret
det står i linjen ovenfor denne
og derefter begynde
at gøre dig parat til
at tage stilling


men
bemærk venligst først
hvor behagelige omgivelser
du befinder dig i
hvilken perfekt mulighed
for at tage stilling
det er

alting ned til det
enkelte bogstav
er vel tilrettelagt
alene for din skyld

i skrivende stund
eksisterer jeg
alene for dig
så skulle det være på plads
apropos plads
det må være på
sin plads
at introducere sig for dig
jeg anbringer bare
aldrig tingene
på deres rette plads
eller rettere
når jeg skriver, er det
ligesom at puste røgskyer
hvis jeg må være lidt poetisk
formationerne forandrer
sig konstant
ligesom alt andet
undtagen altså nu
for vi to vil
ikke forandre hverken
os selv eller hinanden, vel?
skal vi ikke give hinanden
håndslag på det
selvom det er svært
og yderst avanceret
rent æstetisk
at give håndslag
på noget, når vi
så at sige
er forskudt i tid og sted
men det var det
med pladsen
der vokser
ligesom man synes
at blive dummere
og dummere
jo mere man læser
ikke sandt?
undskyld, nu
vrøvler jeg vist
men jeg sagde jo
at alt var vel tilrettelagt
ned til det enkelte
bogstav, for jeg er netop
et vrøvlehoved
så skulle det være
på plads
ligesom alt det med
at forandre os selv og
hinanden
ligesom du ikke kan
forandre mig, er jeg
næsten
sikker på, at jeg
heller ikke kan
forandre dig
det er netop derfor
at jeg har ladet dig
befinde dig i så
behagelige omgivelser
selvom vi altså ikke
kan give hinanden
håndslag på
ikke at ville forandre
noget ved hinanden
og jeg ikke helt
kan love
ikke at forandre dig
for du er netop
som jeg tænker mig
du skal være
noget jeg kan
forandre
forskønne
retouchere igen
alt efter behov
og uanset din
standhaftighed
for din kritiske sans
tilpasser min kuglepen
sig glad og gerne
hvis du forstår hvad
jeg mener

jeg udtrykker mig vist
lidt tvetydigt

desværre kan jeg
heller ikke love
ikke at forandre mig selv
faktisk består jeg
udelukkende af forandring
og er ikke i stand til at
være på min plads
bare en enkelt linje

måske er der en
ganske logisk grund
til at man ikke
kan give hinanden
håndslag på tværs
af vers, om jeg
så må sige
digtere lyver for meget
som man siger
men tro mig:
jeg har kun enkelte
gange løjet for dig
og hver gang var det
fordi jeg løj for mig selv
jeg ville hjertens
gerne fortælle dig
sandheden, hvis ikke
det var fordi
jeg sandt at sige
i så fald fandt mig selv
så frygtelig påståelig –
ja, og påstandene i øvrigt
de sande postulater
så frygteligt usandsynlige

men pyt, jeg kan
i hvert fald love dig
at alt er på sin plads
bortset fra mig
og er så vel tilrettelagt
at jeg ikke engang
har glemt askebægeret
endnu
alene for dig
hvad der også bliver
nødvendigt, nu hvor
du sidder behageligt
og jeg har introduceret mig
om ganske kort tid
kan du påbegynde
en stillingtagen
så er det i hvert fald
på sin plads


så min ven, nu er det
at du skal tage stilling
jeg skal prøve at
fortælle tingene i deres
rigtige rækkefølge
og jeg skal prøve
ikke at lyve
eller i hvert fald
forsøge at gøre dig
opmærksom på
når jeg lyver
det kan jo ske for enhver
af vanvare
et uheld
blot den mindste fejl
i syntaksen
om jeg så må sige
og så er den der
den hvide løgn
den lodrette
eller modsat
den statistiske
som måske er den
allermest hyppige
især når man skal
ja, tage stilling

ser du, det hele kom
sig af, at jeg en dag
hørte en af disse digtere
skrive om, at hun
i digtet forstås
betragtede sig selv skrive
det fik mig sådan til
at dagdrømme
og pludselig fandt jeg
mig selv i at dagdrømme om
hvordan det ville være
at se sig selv skrive
eller nej, nu lyver jeg:
jeg fandt faktisk mig selv i
at dagdrømme om
hvordan det ville være
at dagdrømme om at se
sig selv skrive
det var det med syntaksen
og det bliver værre endnu
for momentet efter
begyndte jeg at skrive om
hvordan jeg havde dagdrømt om
hvordan det ville være
at skrive om, at jeg havde
dagdrømt om at dagdrømme
om at skrive
å, jeg tror faktisk ikke vi
ville lyve så meget, hvis ikke
sandheden var så dårligt
egnet til at lade sig forklare
ja, man kan sige om sandheden
som om socialismens fælleseje;
den lader sig ikke gøre
fordi den kræver alt for
mange forklaringer
udredninger
oprydninger
formuleringer
i virkelighedens verden
eller snarere
i verdens virkelighed
lader sandheden såvel som
socialismens fælleseje sig kun
virkeliggøre i digtet
for til gengæld i digtet
ikke at lade verdens virkelighed
være andet end løgn
eller blot syntaksfejl –
men kære ven
tilbage til min egen
syntaksfejl
for da jeg dagdrømte om
at se mig selv skrive
eller rettere
dagdrømte om at dagdrømme
om at se mig selv skrive
og videre i denne dagdrøm
skrev om, hvordan jeg havde
dagdrømt om, hvordan det
var at dagdrømme
at se sig selv skrive
da fik jeg ærligt talt
ikke skrevet noget
der gjorde mig blot
en stavelse klogere på
hvad det egentlig er
man dagdrømmer om
når man dagdrømmer
om at dagdrømme
endsige hvad det egentlig er
man skriver om
når man skriver
om at skrive
for at blive blot
en stavelse klogere

tænk nu, hvis denne drøm
om drømmen og dette digt
om digtet virkelig er
den rene og skære sandhed
og alt andet blot
løgn og syntaksfejl?
ville du være så venlig
at tage stilling til det?
jeg orker det
desværre ikke

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap I)

hal...












hallo?






hallo, derude


er du der
eller

nå, der var du
jeg føler mig
så alene
forstår du nok
og jeg ved ikke
hvad jeg har
gjort, for at…
ja, at være
så alene

jeg har hørt
mig kendt skyldig
men jeg ved
ikke i hvad
ja, jeg kender
ikke engang
sigtelsen

og straffen
hvad med straffen?
kender du, ved du –
nå, ja
det var det med
at være
så alene



men, min kære læser
nu har jeg altså dig

eller skal jeg sige Dem?

lad mig fortælle
Dem

blot i det tilfælde
at De eksisterer

jeg beklager
hvis jeg er lidt omtåget
men det er sen aften
jeg er træt, og jeg
har netop taget
min medicin

medicin, tænker De sikkert
hvad er dog denne
medicin?
og dog vil jeg gøre mig den
ulejlighed
blot for Deres skyld
at fortælle Dem
hvordan det
hele begyndte

jeg startede med
at ville skrive

et digt

ja, et digt
og pludselig
slog det mig
at jeg utvivlsomt
måtte forskønne
redigere
retouchere
mig selv, hvis
det skulle blive
et godt digt
hvorfor?
vel fordi jeg bare
ikke er i stand
til at skrive
et godt digt
i hvert fald
ikke uden
at skulle forskønne
redigere og
retouchere mig selv
det var
den første fejl

og ak, er jeg
endnu så langt fra
nået til forbrydelsen
undfanger en
lille synd dog
under omhyggelig
og kærlig pleje
uvilkårligt en
større synd

jeg ville jo så
absolut skrive
et digt
og kunsten
stiller sine krav
– tænk, hvis læseren
af det skønneste
kærlighedsdigt
dog blot vidste
hvilke underhåndsaftaler
med kærligheden et
sådant har krævet –
men det var
nu ikke noget
kærlighedsdigt
jeg ville skrive
det var
den anden fejl

næ, jeg ville ikke
skrive noget kærlighedsdigt
jeg ville
forklare mig
forsvare mig
ja, retfærdiggøre mig
ikke overfor læseren,
forstår De,
men overfor
mig selv
alligevel ville jeg gøre
det under dække af
min henvendelse
til en læser

under dække af at
skrive et digt
som jeg formodede
af nogen ville
antages at være
en litterær frembringelse
ville jeg forklare mig
men
men uden at sige det
uden at nævne det
med så meget
som et ord
for at læseren
så at sige
skulle løse min gåde
og hvorfor?
vel af
kunstnerisk forfængelighed
hvem skriver et
digt for at forklare sig
og det overfor sig selv?
måske gør man det
for…ja, fanden må
vide hvorfor, men
for at forklare sig?
nej, først og fremmest
ville jeg gøre det
– altså, ikke forklare
men forstille mig –
af stolthed
for i al alvor
hvis man endelig
skriver et digt for
at forklare sig
og bliver spurgt;
nå, overfor hvem?
og man så svarer:
overfor mig selv!
hvem ville da ikke
slå en latter op?
latterligheden i at
skrive til skrivebordsskuffen
består nemlig ikke deri
at man skriver
til skrivebordsskuffen
med det skjulte
ønske om
en dag at blive læst
næ, latterligheden består
som altid i bogstaveligheden;
at man skriver til
skrivebordsskuffen
for at lade det blive der
til den er fyldt
hvorefter man smider
indholdet ud
og begynder forfra –
ville dette ikke være
topmålet af latterlighed?

imidlertid er det
måske det jeg skulle
have gjort
i stedet for at skrive
som om jeg ville
noget som helst andet
end at forklare mig
forsvare mig
retfærdiggøre mig
overfor mig selv
hvilket for øvrigt
i sig selv behøvede
en tilhører, så at sige
hvem ville dog
retfærdiggøre sig selv
overfor sig selv
uden en tilhører
uden at vække
om ikke andet
så sin egen latter?
deri består en basal
latterlighed ved
alle kunstnere:
de kræver tilhørere
sig selv regner de
ikke for noget
og dog er det netop
fordi de mener at
regne sig selv for så
tilstrækkelig meget
at de behøver
ja, kræver
tilhørere –
ligeså altså jeg

men til helvede
med alle digtere
jeg ville jo
fortælle Dem
hvordan det
hele begyndte
som sagt begyndte
det med at jeg
ville skrive et digt
og jeg begyndte
således at skrive
dette var
den tredje fejl

som De ser
har jeg allerede nu
skrevet en
anseelig mængde
for at forklare mig
men jeg fandt
langsomt ud af
at det ikke nyttede
noget bare at
forklare sig
og i øvrigt
at jeg heller
ikke kunne
forklare mig
jeg behøvede
visse kunstgreb
visse virkemidler
såsom fiktive stimulanser
såsom cigaretter
askebægre og piller
hvormed jeg
så at sige, kunne
få al denne løgn og latin
til bedre at glide ned
det dække af ord
der skulle tilsløre
mit fordækte forsvar
og som løgnen tog til
først cigaretter
og siden piller
fandt jeg ud af
at løgnen forklarede
sig selv
ja, havde en egen logik
som enhver sandhed savner
blot har løgne
også livsløgnen
ja, især livsløgnen
et eneste krav:
den behøver
en tilhører

for sig mig:
hvem der levede
på en øde ø
ville have nogen
interesse i at
lyve for sig selv –
for overlevelsen på
en øde ø
har løgnen ingen funktion
men for os andre, derimod
for os, der lever af at
eksamineres
og vurderes
i al vor sociale færd
har især livsløgnen
brug for en tilhører
for at sætte sig selv og
sin egen logik
i et perspektiv
der i respekt
for andres livsløgne
kan koordinere
den kollektive samfærdsel
ja, egentlig er det
jo bare en slags logistik
dette med sandheden
ikke sandt?

altså, jeg begyndte
at skrive på dette digt
og som jeg skrev
faldt det mig ind
at jeg ville anslå
en kammeratlig tone
overfor læseren
som overfor en kær ven
og at jeg ikke ville
sky nogen midler
for at få læseren
ja, sandt at sige
Dem
til at føle sig
behageligt tilpas
under læsningen
og dog ville
jeg have ham
eller hende
til at tage stilling
naturligvis ikke
til mig
da denne læser
langt væk
umuligt kunne
have mit
personlige bekendtskab
og dog skulle denne
bag alle kunstgreb
og virkemidler
ene og alene
tage stilling
til mig
lad mig forklare
netop Dem
lidt om hvorledes
jeg ville gøre

først skal De
bare vide
at denne kuglepen
viljeløst lader
sig styre
af behovet
for cigaretter
og piller
og derfor næppe
er noget
godt sandhedsvidne
og yderligere
hvordan De under
mit bekendtskab
vil tilbydes
ja, nødes
selv samme virkemidler
det var jo dette
med logistikken
det husker De vel?
for hvis jeg virkelig
skal forklare Dem
noget om
hvorfor jeg egentlig
begyndte at skrive
dette her digt
jeg omtalte
synes jeg
vi skal drikke dus
altså, ikke sådan ment
det var igen
dette med bogstaveligheden
men i overført forstand
for alt dette med
at være Des
var egentlig lidt
af hensyn til
den gammeldags
sociale samfærdsel
men en sådan
behøver vi to ikke, vel?
den var måske også
lidt af et fupnummer
for at være til behag
gøre indtryk
indsmigre sig
og den slags
formaliteter
er vel godt passé
nu hvor jeg vil
fortælle dig
hvordan det
da gik, da jeg
ville skrive
dette digt

men først
nu hvor vi har
brudt isen
ja, jeg synes nærmest
vi er som fundet
for hinanden
så sæt dig
godt til rette
vi har jo efterhånden
talt godt og hyggeligt
og så fin du er
til at lytte

Kærlighed er en stille ild

Hvor mange hjerter
ville kunne leve gennem
så mange vintre
som dem vi har kendt
uden at blive kolde
eller føres vild?

er kærlighed ikke en stille ild?

Ægthed er fremmed
og hjerter i fare, hvor
gader belægges med guld
mens du, min elskede
vandrer på broer over
afgrunde af gråd og smil

jo, kærlighed er en stille ild –

Aldrig har du låst mig inde
i hjerteformede længsler
trods at du selv har været
fange i kasser af sten
så alt for grove og små
til en sjæl så mild

for kærlighed er en stille ild.

Når intet er til

nok kan natten være et martyrium
og morgenerne være en endeløs række
som kors på en krigskirkegård
men denne aften
netop i aften
føles tiden så kort
ingen nat eller morgen
har nogensinde før
været så kort
som i aften
hvor jeg i skrivende stund
i mine tanker intet finder
hvor intet således
ganske kort findes
så fredeligt som var det livet selv

ikke at jeg dermed rammer
en særlig tanke eller følelse
eller i hvert fald
ikke uden at jeg ord for ord
nøje har sigtet derpå
og således intet har ramt
eller rettere
netop har ramt intet
lige på pletten.

Når det sidste kærlighedsdigt i verden er skrevet

Når det sidste kærlighedsdigt
i verden er skrevet
ville jeg så gerne skrive dette digt
og bringe det et sted hen
hvor du ventede mig
og jeg ventede på dig
dette glemte sted på jorden
som jeg mener at vide
er gemt i dit hjerte
hvor tiden ikke er gået i stå
i et endeløst antal cifre
uden ansigt eller navn
hvor tiden ikke er gået i stykker
og brudt op i doseringer
af det der var engang
hvor al tid ikke er gået af led
og tegn og sætninger ikke
er blevet til tal og systemer og
problemer placeret i æsker
ja, dette glemte sted på jorden
hvor altid engang begyndte
der ville vi en dag mødes
hvor du ventede mig
og jeg ventede på dig
dette glemte sted på jorden
der er gemt i dit hjerte
dette glemte sted ville jeg
så gerne læse op for dig
for igen at begynde på livet.

jeg drømmer om at passere Bispebjerg Station med tog
og det tog jeg i drømmen sidder i
ser jeg nu passere Bispebjerg Station
nedenfor mine vinduer

mens jeg skriver dette
er det allerede kommet til Nørrebro Station
om lidt vil jeg være i Vanløse
flere andre toge vil have passeret Bispebjerg
alt imens jeg i Vanløse
vågner af drømmen midt på Flindtholm Station
og spekulerer på hvad jeg egentlig ville der

jeg tager næste tog tilbage

da jeg lukker mig ind
i min lejlighed overfor Bispebjerg Station
er det blevet nat
og jeg er ikke blevet en stavelse klogere
og ærgrer mig over
alt det digtet ikke har fortalt mig i vågen tilstand
og som derfor ikke er kommet på papir

alt det som er indkapslet i søvnen

for først når jeg går i seng og sover vil jeg vide det
det jeg glemmer hver gang jeg vågner op
til et halvfærdigt og forældet digt
der forgæves forsøger at forsvare
den uvidendes ret mod den videndes tyranni
og drømmer om at passere Bispebjerg Station med tog

om ikke andet vil jeg måske efter søvnen
om ikke andet så bare være
et halvfærdigt og forældet digt klogere på
hvad jeg egentlig ville i Vanløse
for så vidt jeg nu ved
at jeg bliver dummere og dummere
jo mere jeg tænker over hvad jeg skriver
og jo mere jeg således skriver
men til gengæld en anelse klogere
når jeg holder op
og stiller mig tilfreds med det utænkelige
at have passeret Bispebjerg Station med tog
mens jeg sad og skrev.

69

på aftentur indenfor rækkevidde
af larmen fra fjerne tv-helekoptore
uadskillelige fra politiets
ellers intet
maver os igennem en mængde unge
der er uden alder
og som os selv
uden andet logistisk kendetegn
end at være til stede
på samme tid
i den samme udgave af den samme by
og de samme gader
pludselig bevægelse i mængden
og løb over gaden
uden øjensynlig grund
går ad fortovet
med følelsen af at gøre det
uden øjensynlig grund
spiser på restaurant
med et bål udenfor vinduerne
går hjem igen, tavse
og tænder for fjernsynet
uden anden grund
end at se, hvad vi selv så
i en anden udgave af den samme by
og de samme gader
hver af os til stede i hver vor tid
og hver vor krop
uden andet fælles kendetegn
end dette med tiden at forsvinde
som var slutteligt selv elskov
uden øjensynlig grund
blot en logistisk opstilling
af to spejlvendte tegn
uden nogen anden betydning
end fjernsynets øjensynlighed
hvor to nøgne legemer senere
vendes modsat hinanden
og digtets tale svinder ind i et andet køn
i en anden udgave af de samme ord
og de samme kroppe.

Endnu et digt til Lene

Her er et digt til dig, min ven
uden at der er anden mening med det
end den dine øjne måtte læse
for meningen er end ikke at finde i digtet
men er snarere at finde i dig
i skrivende stund
den 16. marts, klokken 20.14
nøjagtig så nøgent og nøjsomt
som dette klokkeslæt
som min kærlighed er til dig
og som de øjne der ikke læser digtet
men læser mig
nøjagtig sådan savner jeg dig
så jeg knap kan huske dit navn
for dine øjnes skyld
for i skrivende stund
den 16. marts, klokken 20.29
hvor hvert minut har været som et ocean
er det et kvarter siden
at jeg sidst savnede dine øjnes øer
som ord i et endeløst hav af tavshed
dine øjne der endnu ikke kan læse digtet
læser dog dette
og bogstav for bogstav
stiger bølgefråde fra havets bund
mod kystens bakkekam
og mens spermatozoer i hidsige stød grifler
sig vej ind i dit køn her i minutternes ocean
spirer dette noget fra jordens grund
med rim og rytme frem
dette noget
som end ikke kan siges i et digt
dette noget du blot mærker er til
for du venter dig og mærker det ske
at fødes og dø og vækkes af døde
fra landjord at give det navn og næring
mens bølgerne slår dit hjerte i møde.

Til Lene.

jeg drømmer om at skrive et digt med rim
men drømmen vil ikke rime
jeg er så bange for at knække blomsten ved stænglen
men drømmen vil stadig ikke rime
i drømmen er jeg en bølge der vander en blomst
med en rivende strøm af lyst
men jeg er så bange for at knække blomstens stængel
at selvom blomsten er som et skib
der i drømmen drives frem af lysten
driver jeg blot rundt uden hvile
på et endeløst hav ingen har set

men jeg ser det, elskede
under vandet ser jeg et hemmeligt hul
i skibets agterstavn
og jeg ønsker kun at komme derind
planløst driver jeg rundt på havets overflade
og slår mod hist og her
men i drømmen drømmer jeg
jeg, en lille bølge
om at fosse indad dette hul
og med dig synke mod havets bund
at vække dit hjerte mens du sover
og på denne bund at ånde frit
som er både du og jeg vågne
i denne drøm i drømmen

så vågner jeg igen af denne drøm
og forsøger at skrive et digt med rim
om bølgen der slår mod hist og her
men drømmen vil ikke rime
indtil du lukker mig ind i søvnen
gennem det hemmelige hul jeg så i dig
og du vækker mig af drømmen
på bunden af havets dyb
ikke længere er jeg bare en bølge
men vi er som havet selv
det som ingen har set
som drømmen om et digt med rim
det som ingen har set, elskede
udover du og jeg.

PS...

Hvis du har lyst til at læse mine daglige bønner, nemlig EN DAGLIG BØN OM SNE, så klik her : http://www.blogs.kristenblog.dk/

Den sidste nat af alle nætter.

På mit leje om natten
søgte jeg dig
som jeg elsker så højt
jeg søgte dig
men fandt dig ikke
for jeg kom i tanke om
at du var låst
inde i et mareridt
som tanken ikke
havde nogen nøgle til

Jeg tænkte: å, jeg
ville ønske jeg kunne
holde dig i hånden
i dette mareridt

Jeg ville vandre
langs floder og bjerge
for en dag at kunne
holde dig i hånden
en dag midt i hjertet
af en endeløs nat

Ja, jeg vil stå op og
vandre rundt på byens
mørke gader og pladser
for at finde nøglen
til mareridtets lås

den nøgle
der ikke findes

Men måske, måske en dag
elskede, vil jeg finde den
da vil vi vandre gennem
hundredevis af år
langs floder og bjerge
til den sidste nat af alle nætter
og jeg vil vågne op i dig
da en spæd sol
vækker os på vores leje
på den første dag af alle dage

ja, måske, måske en dag
elskede, vil jeg finde den.