OBS...

...fremover vil jeg publicere mine digte på nettidsskriftet ANARKIEThttp://anarkiet.blogspot.com/. Alle besøg her er velkomne (hvis linket ellers virker).

Kærlig hilsen Ture.

Til Christina

Kære søde Christina
i mit hjertes skjulte paradishave
er du en sjældent følsom blomst
der engang foldede sine blade ud
for dertil at være bestemt
fra kønnets bløde kerne
at skabe et liv i livet
der overgår selv den største digters fantasi
og måske også din egen
for skabelsen voksede fra sit ophav
fra kønnets bløde kerne
der skabte et liv i livet
og jeg tænker mig
at Jesu kærlighed i tidernes morgen
da han skabte et liv i livet
havde dig i tankerne
for i dit liv i sin blomstring en snarlig dag
at sprede frø af glæde og fred
og skabe et liv, Christina
i dit eget liv.

Kære Sarah...

kan man skrive et
digt om at danse
uden at danse
og kan man danse
gennem et digt
uden at skrive det?
Ak, Sarah, jeg ville
ønske at du kunne
danse gennem mit digt
for så ville bogstaverne
måske for et øjeblik
ikke lade sig skille ad
og forvirrede stå
på papiret denne
hvisken fra hinanden
men ord for ord
være som lemmer
på selv samme krop
selvom digteren
linje for linje
bedre og bedre forstår
at intet digt
som danseren formår
at være ét med dansen.

Elskov er som døden, der avler liv

elskov er som døden, der avler liv
den elskende skal opløse sin sjæl
thi for at elskov kan fuldbringes
må elskeren miste sig selv

hvorfor? for at skabe kontrast;
nogen må dø, for at døden kan avle liv

for at elskovs frugt kan gøre ånd til liv
uanfægtet af den elskendes ve og død
så elskovs fylde bliver sat fri
ved at skylde, koste, ja, berøve
det menneske livet, som elskede
med sit fulde hjertes glød

for gælder det dog ikke al hjertets frost
at det kræver to at blive ét og tø
for kun sammen at smelte
når luerne brænder til aske alt kød
som slutteligt kun bliver til igen
når i ét nu de elskende
sammensmeltet i Guds og dødens hånd
tør give sig selvforglemmende hen
som et redskab blot,
der straks smides bort, når
elskov igen opstår fra aske til ånd

Medley: 03.12.00 foran bordet/ 03.12.00 bag bordet

På modtagelsen. En

03.12.00 Modt.

lægesamtale uden

Pt. henvender sig med

nogen som helst kontakt.

et ønske om samtale.

Det lod sig åbenbart ikke

Begrunder dette med,

udtrykke, i hvert fald

at han tidligere på

ikke før bagefter, da lod

dagen har følt sig

jeg tårerne få frit løb.

”dårligt tilpas”. Pt.

Da gennemspilledes i mig

oplyser, at det som

i hvert et vers det drama,

regel hjælper at

der under samtalen

gå en længere tur

manglede. Men jeg græd

og skrive sine tanker

ikke i lægens påsyn.

ned. Dette har

Den glæde skulle hun

imidlertid ikke

ikke have, tænkte jeg først.

hjulpet i dag.

Dernæst fik jeg den

Pt. har siden

tanke, at det vel snarere

sidste udskrivelse

var af hensyn til hende,

overnattet 4 gange

for ikke at krænke hendes

på Nabocentret,

blufærdighed. Egentlig

Amager, idet han

fortjente hun ikke bedre,

ikke bryder sig om

end at få kastet et

at være i sin

blødende hjerte i sin favn.

egen lejlighed.

Tag den, kammerat, hvis

Pt. kan ikke helt

du ellers kan.

sætte fingeren på,

hvad det er,

Desværre, forstod jeg på hende,

der er problemet,

var der ingen ledig plads.

føler sig utryg

Til gengæld fik jeg lov til at blive,

uden at kunne

til jeg skulle hjem i seng.

sætte fingeren på

Forpint og ensom som jeg var,

noget specifikt.

talte jeg hver eneste minut, kun

Pt. møder hver

med den lindring, som en

mandag i DPC-

smuk mørklødet sygeplejerske

Møllegade og får

kunne bibringe mig. Imidlertid

der udleveret

forværredes tilstanden først på

medicin i

aftenen, og da jeg søgte

doseringsæsker.

om hjælp, hørte jeg en

Tager medicinen

anden sandhed. Plads havde

regelmæssigt. Hans

de nok kunnet finde, men jeg

kontaktperson er

syntes ikke egnet til indlæggelse.

sygeplejerske Kirsten,

Disse ord ramte mig som

som han godt kan

piskesmæld, men jeg tog imod

lide at tale med.

dem uden et kny, selvom tårerne

Imidlertid har pt.

strømmede. Og den unge

fået den opfattelse,

mørklødede sygeplejerske talte

at han kun kan

til mig, ansigt til ansigt,

føle sig tryg

men jeg forstod hende ikke.

ved at tale med

På dette tidspunkt havde jeg

os herinde, hvorfor

taget stort set al den medicin,

han ofte opsøger

jeg sad inde med. Skæv som

modtagelsen, efter

jeg var, ændredes hendes

at han har

ansigt pludseligt. Hun var

talt med

smukkere end nogensinde før,

medarbejderne i

ja, fandens fager, som en

DPC. Jeg taler

Jerusalems datter.

en del med

Men hun var blevet tilføjet

pt. om det

noget dæmonisk, noget

uhensigtsmæssige i

som slog mig med lige dele

dette, idet det

rædsel og vemod,

primært er distrikts-

smukkere end noget jeg

psykiatrien, som

længe har oplevet,

skal støtte ham

som kunne blot Sct. Hans

i det daglige.

være hende rangen stridig.

Pt. kan til en

vis grad godt se

Endnu engang mærkede

dette.

jeg anklagen mod mit ansigt,

Klinisk/ psykiatrisk

halvt formuleret:

vurdering:

at jeg er digter og

Vågen, klar,

værre endnu,

orienteret. Den

at jeg bruger modtagelsen

formelle kontakt

som central for

god, den

de sværeste vers,

emotionelle læderet,

dem som jeg ikke turde

pt. fremstår yderst

tænke udenfor murene.

tilbagetrukken,

Dem som tårerne skrev

og noget garderet.

i mit hjerte, og jeg

Grundstemningen

efterfølgende fik på papir.

vurderes neutral

Jeg kan vælge at leve mit liv

med naturligt

som digter, eller rettere sagt,

psykomotorisk

jeg har en gang for

tempo. Pt. huser

alle valgt det. Men

utvivlsomt paranoide

andre kan vælge at lægge

forestillinger og

forhindringer på min vej.

er præget af

Lader disse sig

en ikke ubetydelig

da blot formulere

ambivalens.

i tårer og efterfølgende i vers,

Benægter syns-

har jeg valgt en vej,

og hørehallucinationer

som ingen læge nogensinde

og fremstår ikke

vil kunne forstå.

hallucineret

Ikke fordi det strider mod

under samtalen.

lægeløftet, men fordi det

Fremstår rolig,

strider mod den

samlet og venligt

småborgerlige snusfornuft,

imødekommende.

der gemmer sig bag

Pt. har et ønske

de fleste hvide kitler.

om at måtte

Er kroppen inden under

opholde sig

en kvindes, som det

i psykiatrisk

var i dag, kan

modtagelse

en digter blot undres.

i aften, hvilket

Er en sådan virkelig alle de vers værd?

efterkommes.

Elskov på papiret

De elskende

som malet på et lærred,

eller rettere;

malet på et lærred.

Og bagefter

er kunstværket til salg,

eller rettere;

det er solgt.

Midt under akten,

mens malingen

stadig er våd,

og før penslens

blide strøg bliver

til hårde klumper

af stivnet oliefarve;

der, før billedet er

fuldendt, lever

de elskende

som malet på et lærred.

Bagefter er de blot

tilbage i værket

købt af de elskende,

malet på et lærred.

Det er nat i Bispebjerg
og jeg kan ikke sove
og jeg tænker på dig
og alle dine tanker
og...det synes mig næsten
at alle dine tanker
og mine
nej, jeg skulle snarere skrive
jeg håber
og ikke kun næsten
men fuldt ud
at alle dine tanker
og mine
blander sig med hinanden
til enhver tid
også nu
hvor du er i mine tanker
bogstavelig talt, ja mere
end blot bogstavelig talt
er mine tanker til stede i dig
ligesom dine tanker er til stede i mig
der er ingen forskel
ikke blot momentvis
når vi elsker med hinanden
men også nu i dette øjeblik
hvor du sover og drømmer om mig
i vågen tilstand
og jeg i vågen tilstand drømmer om dig
der er ingen forskel, elskede
der er ingen forskel.

Å, Lene, nogle gange bliver jeg
træt af at være menneske
og det mener jeg også at vide
at du nogle gange gør
men om vi så mister alt andet
om så intet er evigt
vil vi altid være undervejs derhen
hvor du engang ventede mig
og hvor jeg ligeledes ventede på dig

forelskelsen gør alt for evigt
og alt for evigheden
men alt for evigt glemmer den
for evighedens skyld, naturligvis
alt gør den jo for evigt
at den mere end noget andet
er alt andet end evig
og er underlagt et sært paradoks
både det evige ønske om forandringen af alt
og ønsket om den evige stilstand

men, elskede, hvad er dog evigheden
værd i forhold til din kærlighed?

intet, Lene, om så intet er evigheden selv

kærligheden forandrer os ikke, men vi ændres
ikke for den andens, for andres
for forandringen eller angsten
for forandringens skyld
og slet ikke for mine sølle ordkløverier
ja end ikke for hinandens
men ene og alene for kærlighedens skyld
for igen og igen, elskede
at begynde på livet!

Jeg har tænkt over dig

og over vinterens væsen

det er ubestemmeligt mildt

og året er som altid ungt

men dog allerede gammelt

for allerede nu

er trangen til forår så stærk

som havde hjertet

gennemlevet hundreder af vintre

som vidste det allerede nu

at det med forårets komme

snart var efterår

og dog er der en sommer imellem

og selvom selv sommeren

må forlade os en dag

vil den måske ikke forlade os

uden ønsket om

at vinterens unge og

ubestemmeligt milde væsen

gammelt som havde det

gennemlevet hundreder af vintre

denne gang gik foråret i møde

uden angst for om efteråret

nu igen kom så alt for hurtigt for

den unge vinters ængstelige hjerte.

Kæreste Gitte

du fortalte mig noget

der som en brøkdel af

et endeløst hav

med nogle få dråber

slog sprækker i mine øjenhuler

hele dette ocean

bærer du med din krop

og spørger mig underfuldt blødt

om jeg herefter vil kunne sove

til trods for at du

ved fuld bevidsthed

hver gang du vågner

drukner i den virkelighed

som jeg når du fortæller

blot dråbevis vækkes af

som af en fjern og ond drøm

jeg ville ønske

at jeg ved fuld bevidsthed

ville kunne have været med dig

og holdt dig i hånden

i denne fjerne og onde drøm

hvis ikke det var fordi

at jeg da aldrig nogensinde

ville kunne sove igen

eller måske snarere

at jeg da aldrig igen

ville kunne vækkes

men ville være faldet til bunds

som en møllesten

i din krops ocean

den krop

der for en drømmer som mig

som et blikstille hav

i al evighed

er uberørt af menneskehænder

og den havbund

hvor jeg intet andet ønsker

end at stedes til hvile

i dit hjerte

mellem årer og arterier

uden nogensinde at

vækkes af denne fjerne og onde drøm

som ville jeg herefter kun her

og netop kun her

kunne sove

i et hjerte så underfuldt blødt

som dit.

Græd ikke, min kære

sagde jeg gerne

hvis ikke jeg troede på

at de fjerne marker

der omgav os engang

og stadig gør det

har taget bolig i dine øjne

hvor engen efter regnen

ikke længere er våd og smattet

men er frodig som

markerne før høsten

lige før det øjeblik

hvor livets endeløse flod

bliver som en dråbe

af alt det tabte blod…

ak, denne frost af rim

der stammer fra

hvert blik jeg har stjålet

og som jeg aldrig

kunne have nedfældet

hvis ikke jeg i drømme

havde hvilet mig

på denne eng

og hvis ikke jeg gjorde det

i din favn med ordene

der rastløst hviler på mine læber;

så græd, min kære, ja græd

om så dine tårer

har sit udløb i et hav

og tiden vel nok er som et ocean

så ender det, som al tid gør det, ved kysten

hvor dit liv er begyndt

nu venter i blikket de fjerne marker på høsten

hvor dit liv ikke kun begynder

men hvor det er begyndt.