torsdag den 1. maj 2008

Kæreste Gitte

du fortalte mig noget

der som en brøkdel af

et endeløst hav

med nogle få dråber

slog sprækker i mine øjenhuler

hele dette ocean

bærer du med din krop

og spørger mig underfuldt blødt

om jeg herefter vil kunne sove

til trods for at du

ved fuld bevidsthed

hver gang du vågner

drukner i den virkelighed

som jeg når du fortæller

blot dråbevis vækkes af

som af en fjern og ond drøm

jeg ville ønske

at jeg ved fuld bevidsthed

ville kunne have været med dig

og holdt dig i hånden

i denne fjerne og onde drøm

hvis ikke det var fordi

at jeg da aldrig nogensinde

ville kunne sove igen

eller måske snarere

at jeg da aldrig igen

ville kunne vækkes

men ville være faldet til bunds

som en møllesten

i din krops ocean

den krop

der for en drømmer som mig

som et blikstille hav

i al evighed

er uberørt af menneskehænder

og den havbund

hvor jeg intet andet ønsker

end at stedes til hvile

i dit hjerte

mellem årer og arterier

uden nogensinde at

vækkes af denne fjerne og onde drøm

som ville jeg herefter kun her

og netop kun her

kunne sove

i et hjerte så underfuldt blødt

som dit.

1 kommentar:

Ture sagde ...

Dette digt er også skrevet til min ven Gitte, natten efter at hun betroede mig nogle detaljer fra sin barndom, som overgår enhver fantasi, endsige ethvert mareridt. Efterfølgende kunne jeg da heller ikke sove, men fik skrevet dette digt, som hun er meget glad for, og har hængende ude i køkkenet på sin opslagstavle. I morgen vil jeg publicere et digt, jeg har skrevet til Gittes datter, Mette.

Kærlig hilsen Ture.