OBS...

...fremover vil jeg publicere mine digte på nettidsskriftet ANARKIEThttp://anarkiet.blogspot.com/. Alle besøg her er velkomne (hvis linket ellers virker).

Kærlig hilsen Ture.

Til Christina

Kære søde Christina
i mit hjertes skjulte paradishave
er du en sjældent følsom blomst
der engang foldede sine blade ud
for dertil at være bestemt
fra kønnets bløde kerne
at skabe et liv i livet
der overgår selv den største digters fantasi
og måske også din egen
for skabelsen voksede fra sit ophav
fra kønnets bløde kerne
der skabte et liv i livet
og jeg tænker mig
at Jesu kærlighed i tidernes morgen
da han skabte et liv i livet
havde dig i tankerne
for i dit liv i sin blomstring en snarlig dag
at sprede frø af glæde og fred
og skabe et liv, Christina
i dit eget liv.

Kære Sarah...

kan man skrive et
digt om at danse
uden at danse
og kan man danse
gennem et digt
uden at skrive det?
Ak, Sarah, jeg ville
ønske at du kunne
danse gennem mit digt
for så ville bogstaverne
måske for et øjeblik
ikke lade sig skille ad
og forvirrede stå
på papiret denne
hvisken fra hinanden
men ord for ord
være som lemmer
på selv samme krop
selvom digteren
linje for linje
bedre og bedre forstår
at intet digt
som danseren formår
at være ét med dansen.

Elskov er som døden, der avler liv

elskov er som døden, der avler liv
den elskende skal opløse sin sjæl
thi for at elskov kan fuldbringes
må elskeren miste sig selv

hvorfor? for at skabe kontrast;
nogen må dø, for at døden kan avle liv

for at elskovs frugt kan gøre ånd til liv
uanfægtet af den elskendes ve og død
så elskovs fylde bliver sat fri
ved at skylde, koste, ja, berøve
det menneske livet, som elskede
med sit fulde hjertes glød

for gælder det dog ikke al hjertets frost
at det kræver to at blive ét og tø
for kun sammen at smelte
når luerne brænder til aske alt kød
som slutteligt kun bliver til igen
når i ét nu de elskende
sammensmeltet i Guds og dødens hånd
tør give sig selvforglemmende hen
som et redskab blot,
der straks smides bort, når
elskov igen opstår fra aske til ånd

Medley: 03.12.00 foran bordet/ 03.12.00 bag bordet

På modtagelsen. En

03.12.00 Modt.

lægesamtale uden

Pt. henvender sig med

nogen som helst kontakt.

et ønske om samtale.

Det lod sig åbenbart ikke

Begrunder dette med,

udtrykke, i hvert fald

at han tidligere på

ikke før bagefter, da lod

dagen har følt sig

jeg tårerne få frit løb.

”dårligt tilpas”. Pt.

Da gennemspilledes i mig

oplyser, at det som

i hvert et vers det drama,

regel hjælper at

der under samtalen

gå en længere tur

manglede. Men jeg græd

og skrive sine tanker

ikke i lægens påsyn.

ned. Dette har

Den glæde skulle hun

imidlertid ikke

ikke have, tænkte jeg først.

hjulpet i dag.

Dernæst fik jeg den

Pt. har siden

tanke, at det vel snarere

sidste udskrivelse

var af hensyn til hende,

overnattet 4 gange

for ikke at krænke hendes

på Nabocentret,

blufærdighed. Egentlig

Amager, idet han

fortjente hun ikke bedre,

ikke bryder sig om

end at få kastet et

at være i sin

blødende hjerte i sin favn.

egen lejlighed.

Tag den, kammerat, hvis

Pt. kan ikke helt

du ellers kan.

sætte fingeren på,

hvad det er,

Desværre, forstod jeg på hende,

der er problemet,

var der ingen ledig plads.

føler sig utryg

Til gengæld fik jeg lov til at blive,

uden at kunne

til jeg skulle hjem i seng.

sætte fingeren på

Forpint og ensom som jeg var,

noget specifikt.

talte jeg hver eneste minut, kun

Pt. møder hver

med den lindring, som en

mandag i DPC-

smuk mørklødet sygeplejerske

Møllegade og får

kunne bibringe mig. Imidlertid

der udleveret

forværredes tilstanden først på

medicin i

aftenen, og da jeg søgte

doseringsæsker.

om hjælp, hørte jeg en

Tager medicinen

anden sandhed. Plads havde

regelmæssigt. Hans

de nok kunnet finde, men jeg

kontaktperson er

syntes ikke egnet til indlæggelse.

sygeplejerske Kirsten,

Disse ord ramte mig som

som han godt kan

piskesmæld, men jeg tog imod

lide at tale med.

dem uden et kny, selvom tårerne

Imidlertid har pt.

strømmede. Og den unge

fået den opfattelse,

mørklødede sygeplejerske talte

at han kun kan

til mig, ansigt til ansigt,

føle sig tryg

men jeg forstod hende ikke.

ved at tale med

På dette tidspunkt havde jeg

os herinde, hvorfor

taget stort set al den medicin,

han ofte opsøger

jeg sad inde med. Skæv som

modtagelsen, efter

jeg var, ændredes hendes

at han har

ansigt pludseligt. Hun var

talt med

smukkere end nogensinde før,

medarbejderne i

ja, fandens fager, som en

DPC. Jeg taler

Jerusalems datter.

en del med

Men hun var blevet tilføjet

pt. om det

noget dæmonisk, noget

uhensigtsmæssige i

som slog mig med lige dele

dette, idet det

rædsel og vemod,

primært er distrikts-

smukkere end noget jeg

psykiatrien, som

længe har oplevet,

skal støtte ham

som kunne blot Sct. Hans

i det daglige.

være hende rangen stridig.

Pt. kan til en

vis grad godt se

Endnu engang mærkede

dette.

jeg anklagen mod mit ansigt,

Klinisk/ psykiatrisk

halvt formuleret:

vurdering:

at jeg er digter og

Vågen, klar,

værre endnu,

orienteret. Den

at jeg bruger modtagelsen

formelle kontakt

som central for

god, den

de sværeste vers,

emotionelle læderet,

dem som jeg ikke turde

pt. fremstår yderst

tænke udenfor murene.

tilbagetrukken,

Dem som tårerne skrev

og noget garderet.

i mit hjerte, og jeg

Grundstemningen

efterfølgende fik på papir.

vurderes neutral

Jeg kan vælge at leve mit liv

med naturligt

som digter, eller rettere sagt,

psykomotorisk

jeg har en gang for

tempo. Pt. huser

alle valgt det. Men

utvivlsomt paranoide

andre kan vælge at lægge

forestillinger og

forhindringer på min vej.

er præget af

Lader disse sig

en ikke ubetydelig

da blot formulere

ambivalens.

i tårer og efterfølgende i vers,

Benægter syns-

har jeg valgt en vej,

og hørehallucinationer

som ingen læge nogensinde

og fremstår ikke

vil kunne forstå.

hallucineret

Ikke fordi det strider mod

under samtalen.

lægeløftet, men fordi det

Fremstår rolig,

strider mod den

samlet og venligt

småborgerlige snusfornuft,

imødekommende.

der gemmer sig bag

Pt. har et ønske

de fleste hvide kitler.

om at måtte

Er kroppen inden under

opholde sig

en kvindes, som det

i psykiatrisk

var i dag, kan

modtagelse

en digter blot undres.

i aften, hvilket

Er en sådan virkelig alle de vers værd?

efterkommes.

Elskov på papiret

De elskende

som malet på et lærred,

eller rettere;

malet på et lærred.

Og bagefter

er kunstværket til salg,

eller rettere;

det er solgt.

Midt under akten,

mens malingen

stadig er våd,

og før penslens

blide strøg bliver

til hårde klumper

af stivnet oliefarve;

der, før billedet er

fuldendt, lever

de elskende

som malet på et lærred.

Bagefter er de blot

tilbage i værket

købt af de elskende,

malet på et lærred.

Det er nat i Bispebjerg
og jeg kan ikke sove
og jeg tænker på dig
og alle dine tanker
og...det synes mig næsten
at alle dine tanker
og mine
nej, jeg skulle snarere skrive
jeg håber
og ikke kun næsten
men fuldt ud
at alle dine tanker
og mine
blander sig med hinanden
til enhver tid
også nu
hvor du er i mine tanker
bogstavelig talt, ja mere
end blot bogstavelig talt
er mine tanker til stede i dig
ligesom dine tanker er til stede i mig
der er ingen forskel
ikke blot momentvis
når vi elsker med hinanden
men også nu i dette øjeblik
hvor du sover og drømmer om mig
i vågen tilstand
og jeg i vågen tilstand drømmer om dig
der er ingen forskel, elskede
der er ingen forskel.

Å, Lene, nogle gange bliver jeg
træt af at være menneske
og det mener jeg også at vide
at du nogle gange gør
men om vi så mister alt andet
om så intet er evigt
vil vi altid være undervejs derhen
hvor du engang ventede mig
og hvor jeg ligeledes ventede på dig

forelskelsen gør alt for evigt
og alt for evigheden
men alt for evigt glemmer den
for evighedens skyld, naturligvis
alt gør den jo for evigt
at den mere end noget andet
er alt andet end evig
og er underlagt et sært paradoks
både det evige ønske om forandringen af alt
og ønsket om den evige stilstand

men, elskede, hvad er dog evigheden
værd i forhold til din kærlighed?

intet, Lene, om så intet er evigheden selv

kærligheden forandrer os ikke, men vi ændres
ikke for den andens, for andres
for forandringen eller angsten
for forandringens skyld
og slet ikke for mine sølle ordkløverier
ja end ikke for hinandens
men ene og alene for kærlighedens skyld
for igen og igen, elskede
at begynde på livet!

Jeg har tænkt over dig

og over vinterens væsen

det er ubestemmeligt mildt

og året er som altid ungt

men dog allerede gammelt

for allerede nu

er trangen til forår så stærk

som havde hjertet

gennemlevet hundreder af vintre

som vidste det allerede nu

at det med forårets komme

snart var efterår

og dog er der en sommer imellem

og selvom selv sommeren

må forlade os en dag

vil den måske ikke forlade os

uden ønsket om

at vinterens unge og

ubestemmeligt milde væsen

gammelt som havde det

gennemlevet hundreder af vintre

denne gang gik foråret i møde

uden angst for om efteråret

nu igen kom så alt for hurtigt for

den unge vinters ængstelige hjerte.

Kæreste Gitte

du fortalte mig noget

der som en brøkdel af

et endeløst hav

med nogle få dråber

slog sprækker i mine øjenhuler

hele dette ocean

bærer du med din krop

og spørger mig underfuldt blødt

om jeg herefter vil kunne sove

til trods for at du

ved fuld bevidsthed

hver gang du vågner

drukner i den virkelighed

som jeg når du fortæller

blot dråbevis vækkes af

som af en fjern og ond drøm

jeg ville ønske

at jeg ved fuld bevidsthed

ville kunne have været med dig

og holdt dig i hånden

i denne fjerne og onde drøm

hvis ikke det var fordi

at jeg da aldrig nogensinde

ville kunne sove igen

eller måske snarere

at jeg da aldrig igen

ville kunne vækkes

men ville være faldet til bunds

som en møllesten

i din krops ocean

den krop

der for en drømmer som mig

som et blikstille hav

i al evighed

er uberørt af menneskehænder

og den havbund

hvor jeg intet andet ønsker

end at stedes til hvile

i dit hjerte

mellem årer og arterier

uden nogensinde at

vækkes af denne fjerne og onde drøm

som ville jeg herefter kun her

og netop kun her

kunne sove

i et hjerte så underfuldt blødt

som dit.

Græd ikke, min kære

sagde jeg gerne

hvis ikke jeg troede på

at de fjerne marker

der omgav os engang

og stadig gør det

har taget bolig i dine øjne

hvor engen efter regnen

ikke længere er våd og smattet

men er frodig som

markerne før høsten

lige før det øjeblik

hvor livets endeløse flod

bliver som en dråbe

af alt det tabte blod…

ak, denne frost af rim

der stammer fra

hvert blik jeg har stjålet

og som jeg aldrig

kunne have nedfældet

hvis ikke jeg i drømme

havde hvilet mig

på denne eng

og hvis ikke jeg gjorde det

i din favn med ordene

der rastløst hviler på mine læber;

så græd, min kære, ja græd

om så dine tårer

har sit udløb i et hav

og tiden vel nok er som et ocean

så ender det, som al tid gør det, ved kysten

hvor dit liv er begyndt

nu venter i blikket de fjerne marker på høsten

hvor dit liv ikke kun begynder

men hvor det er begyndt.

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap VII)

åhh…hmmm…[prust…støn]

hvor er…jeg
er jeg…nej, hvor er jeg træt

en smøg…[host]
men hvor fanden er nu askebægeret henne?
nej, det står heller
ikke hernede

for fanden, det er mørkt
og jeg kan ikke engang
finde min lighter
jeg må have
efterladt både lighter og askebæger
i et tidligere kapitel

pudsigt nok

befinder jeg mig
i min lille lejlighed
på Indre Nørrebro
det er vist morgen
for jeg har sovet siden
jeg…det synes
blot at være
en kort stund siden
jeg tog
min aftenmedicin
min chlorprothixen
og jeg, som ville skrive
jeg ved ikke engang hvornår
ja, jeg kan virkelig
ikke finde ud af
hvornår jeg egentlig
faldt i søvn
jeg husker blot
at jeg ville forklare
hvordan det
hele begyndte
fra tidernes morgen
havde jeg
nær sagt

for det føles
ja, det føles netop
som jeg har sovet siden
tidernes morgen

jeg ved ikke nøjagtig
hvad der er sket
og får det nok aldrig at vide
men jeg føler mig nu
ganske vågen
og uanset om jeg så
har drømt alt dette
er der i mit hjerte
skrevet et langt digt

det som du nu
er i færd med at læse

for med al fiktiv
farmakologi
for slet ikke at tale om
faktisk chlorprothixen
ude af mit blod
er du, kære læser
dog forblevet
ja, ikke blot forblevet
men endog så meget
desto mere
er du blevet til
virkelighed
for síg mig
hvis du ikke læste mig
hvad ville jeg så være?

så ville jeg være
som profeten fra Kreta
der hævder at alle
kretere lyver
ja, jeg ville være
et stort selvbedrag
uden sandhedens logistik
for var jeg virkelig
ene og alene
først da ville intet
netop intet
være sandt

men nu kender jeg dog
om ikke andet
så én sandhed
nemlig dig

det er som
når man indenfor
psykologien tillægger
svære roller såsom
oprigtighed og
indsigt i eget bedrag
stor værdi –
hvilken værdi ville
de overhovedet have
hvis der ingen var
at bedrage?

hvis du ikke læste mig
ville jeg være som
profeten fra Kreta
eller rettere
der ville ikke engang
være nogen kretere
til at lyve for mig
og således bekræfte
erkendelsens bedrag

ville netop denne
bedrager der erkender
at være en bedrager
uden slægtsfæller
til at bekræfte ham
ikke være det
mest ensomme
menneske på jorden?

ja, jeg ved nu
om sandhedens logistik
inklusiv alle livsløgne
og enhver syntaksfejl
at der på papiret
er rådet bod på dem
eller rettere
at de er blevet slugt
mellem Nørrebrogades
flodbredder en kold
langfredag nat
og at der følgelig
ikke er noget bedrag
det forsvandt jo
i digtets egne
skvulpende rester
af opkast og affald
og var som glemt
det øjeblik jeg
åbnede øjnene

uanset hvad, føler jeg
efter alt dette
et skæbnefællesskab med dig
for du er blevet til
en virkelig læser
af eget kød og blod
og ikke blot et
resultat af
chlorprothixen

ser du
der er en forskel
mellem lyrik og kemi
eller rettere
mellem kemi og lyrik
du er et stykke lyrik
det smukkeste jeg
kan tænke mig
der er en forskel
i hvert fald hvad angår lyrik
mellem indholdsstoffet
og papirmassen
eller måske
mellem papirmassen
og indholdsstoffet
i hvert fald er du ikke
et stykke kemi
men så meget mere
nemlig et stykke lyrik
du har måske undret dig
over at jeg har fundet på
at indholdsstoffet i
et prosadigt
skulle være
noget så prosaisk
som chlorprothixen
men nu
da jeg er vågnet
og virkningen for længst
i løbet af natten
har fortaget sig
har jeg ændret mening
eller snarere har
meningen ændret sig
og dermed ændret mig
papirmassens
indholdsstof
altså prosadigtet selv
består nu af ord
og ikke blot af ord
måske endda
slet ikke af ord
men af dig og mig
og vores drøm

så kom med mig
følg mig til ende
for vi nærmer os enden
og jeg havde så meget
jeg ville sige til dig
men nu…

jeg lader det ligge

der er så få
sekunder tilbage
og det er snart
tid til at tie

tid til at jeg
skal ryge den cigaret
jeg tilbød dig
som du vist aldrig røg
tid til at betragte
røgskyernes formationer
og tænke over alt det
som digtet så gerne ville sige
udover hvad jeg evner
hvorfor jeg må forlade dig
først og fremmest
for at finde ud af
hvor jeg efterlod
askebægeret henne
men også fordi digtet
ikke mere kan sige
hvad jeg ønsker det skal sige
på nogen anden måde
end ved, ord for ord
bogstav for bogstav
at forlade dig
ikke for endeligt
at have båret frugt
og have fuldbragt
sig selv uden syntaksfejl
men tværtimod for
som vi i tidernes morgen
skiltes ad på grund
af de første gloser
at vi nu kan forsones
med de sidste
som sagt ikke ved
at de siges
men snarere ved
at de netop ikke siges
for at det sidste lyriske udbrud
og den sidste glose
– der ellers af lyrikere
blot i bevidstheden om
betydningen heraf bliver
sagt med så meget desto
større eftertryk –
af mig må siges
noget spæd i stemmen
og uden at kunne
gøre krav på
at være digter
for dog således
at lade digtet få
det sidste
ord.

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap VI)

hvor jeg…er?

godt spørgsmål
jeg ved det faktisk ikke
jeg ville ønske
jeg vidste…hvem
…å, fandens også
det er dette med
at finde ordene
såvel som sig selv
ikke sandt?

jeg ville bare gerne
vide hvor jeg var

jeg ved kun
at jeg syntes at
sidde forsovet
foran mit skrivebord
med min kaffekop
på Indre Nørrebro
og hvor meget jeg end
forsøgte at vågne
hvor meget jeg end
forsøgte at skrive
som for rigtigt
at slippe ud af
denne døsige tilstand
denne søvnige datid
lykkedes det mig ikke
snarere tværtimod
ønskede jeg bare
mere og mere at jeg
aldrig havde drømt
om det æble
og om dig

derfor, som for
om muligt at vågne
– det var vistnok nat
kold og mørk som
døden selv –
greb jeg min frakke
og begav mig
ned ad trappen
ned til Nørrebrogade
og som om jeg søgte noget
uden at vide hvad
begav jeg mig på
vandring op langs
gadens flodbred
ud mod Nørrebros Runddel
en mørk og
regnvejrstung aften
i et endnu spædt forår
hvor enhver
uidentificerbar afkrog
under vandbreddens
skvulpende affaldsrester
syntes at stinke af
øl og hash –

under denne vandring
blev jeg plaget
af et besynderligt klarsyn
på vej ud
da jeg gik forbi pølsevognen
ved Nørrebros Runddel
en kold og klam fugtighed
havde sat sig i mine
elskede københavnere
og som på en ø midt
i flodens trafik
som en fakkel i mørket
lyste pølsedamen op
i en grimasse
som fik mig til at gyse

et ansigt netop
så hæsligt som man
kun ville kunne
finde det i Berlins
undergrundsbaneforgreninger
hvis man så rigtig
godt efter
det var et ansigt så
privat i sin traurigkeit
at jeg tænkte
jeg ved at fotografere
denne scene ville fange
livets grusomhed
med et enkelt skud
så rent og klart

og dog vidste jeg jo godt
at hele dette sceneri
fandt sted
i mit eget hoved
jeg vidste så godt som nogen
at hun ville være
glemt det øjeblik
jeg fjernede blikket
men ligeledes
som havde jeg
oplevet det før
og ville opleve det igen
et endeløst antal gange
ville hun forfølge mig
resten af natten og
i andre klædninger
resten af livet

undlod jeg
at nedskrive den
slags oplevelser
ville jeg måske
kunne fortrænge dem
men da ville jeg
ingen digter være:
at købe forstanden
tilbage gennem
syndsforladelse
ville være i strid med
pølsedamens ansigtsudtryk
i dette splitsekund
af lys i mørket

eller ville det?

pludselig slog det mig:
sådan, skvulpende
en mørk aften på
en lille bod langs
flodens opkast
sådan tænkte jeg mig Gud
den Gud der havde
skabt alt dette
for det syntes ikke at være
mig der var digteren
endsige manuskriptforfatteren
bag netop disse kulisser
modsat med mine rekvisitter
cigaretten, askebægeret
kaffen og pillerne
syntes det her snarere
at være mig selv
der blev opdigtet
det var hende der syntes
at være enhver nutids ophav
både til alt omkring
og til alt inden i mig
så jordnær og
samtidig uudgrundelig
som kun en kvinde
bag disken i en pølsebod
ja, som kun virkeligheden selv
kan være det
og på samme tid er det
både foran
og bag kulisserne
for der var ingen forskel
ikke længere

så klart var det mig
at jeg frygtede for min forstand
så klart var det mig
at digteren netop i nat
ville blive afkrævet sit hjerteblod
at noget måtte dø
for hvis der ikke længere er forskel
mellem at være vågen
og drømme at være vågen
mellem at digte og at digtes
hvordan skulle jeg da
nogensinde vågne?
der måtte da være
om ikke andet
blot en enkelt syntaksfejl
der kunne rettes
eller snarere slettes
for at redde min forstand
for at digtet kunne
løse sin egen rebus

det var jo Jesus
der med sit sidste lyriske
udbrud på korset blev
forladt af manuskriptforfatteren
til livet – det var jo ikke mig –
eller er det mig der har
forladt mig selv og spærret
mig inde bag kulisserne
i digtet og dettes evige nutid
som en syntaksfejl i sindet
der aldrig kan rettes?

hvor viljeløst og fejt det end
måtte være at opsøge
den samme døsige tilstand
samme søvnige datid
som jeg havde forladt
mit skrivebord for at undslippe
fandt jeg kun én løsning
der stod mig klart:
det var hende der måtte dø
det måtte være hende
der var digteren
det måtte være hende
der havde skabt
og som var
ja, som er
denne syntaksfejl
som hele manuskriptets ende
i selve dette øjebliks
underligt abnorme
betydningsbevidsthed
beroede på at slette
det føltes som et damoklessværd
der hang over mit hoved
og dog var det jo hende
der var virkelighedens
manuskriptforfatter
tænkte jeg trodsigt
det var jo hende der
var beåndet med
digterens hjerteblod
det var hende der er
og forbliver indespærret
bag kulisserne
i digtet og dettes evige nutid
ikke…sandt?

om end blot for en stund
og kun en stund
forstod jeg
syndsforladelsens
nødvendighed

jeg, der altid
havde nægtet den
ikke fordi syndsforladelsen
i princippet for mig
var en umulighed
men fordi den ikke
var ønskelig
jeg nægtede principielt
at betale for en vare
i åndelig mønt
uden at have
forbrudt mig mod nogen
jeg var så at sige
uskyldig over for
en anklage
jeg end ikke forstod
alligevel, plejede jeg
bittert at tænke
skulle jeg ikke vente mig
noget tiltalefrafald:
de frelstes salighed
fuldendes som
bekendt først
når de ser
syndernes pinsel

sådan havde jeg altid tænkt
og ville måske altid
tænke sådan
hvis ikke det var for
denne stund
for efter det første
øjebliks angst
var jeg alligevel
blevet stående
fordi jeg blev grebet af
medlidenhed – med Gud
virkelighedens
manuskriptforfatter
og livets sande digter
som stod her ved
verdens afgrund
indpakket i sit
pølseskinds hæslighed
som i en slanges ham
slog det mig igen
ja, netop
det var et slangeham

smerten bibragte
mig ikke nogen
form for tilfredsstillelse
og som med ét
ønskede jeg inderligt
at bede pølsedamen
om forladelse som
havde jeg gang efter gang
købt pølser her
uden at betale
men jeg havde jo
aldrig købt hos
hende før
ja, jeg havde knap nok
lagt mærke
til hendes tilstedeværelse
overhovedet
tanken lammede mig
og min handlekraft

få øjeblikke gik som årtusinder
da jeg stivnede helt ved
synet af pølseboden
for nu begyndte
den at synke stadigt
længere og længere
nedad mod
Nørrebrogades bund
lyset fra pølsebodens fakkel
slukkedes nu
sekund for sekund
mens pølsedamens
blik bedende
men uden mindste
tegn på anklage
syntes at fæstne sig ved
min ubevægelighed
blot et øjeblik efter
havde floden slugt hende
og alt syntes uforandret

min lammelse forsvandt
lidt efter lidt
og jeg så mig omkring
rystende som et espeløv
stadig skvulpede vandet
ved flodens bred
af affald og opkast
og allerede på
vejen tilbage
overbeviste jeg mig selv om
at der aldrig havde
været nogen pølsebod
ved Nørrebros Runddel

og jeg vendte
hovedet bort i lede
da jeg gik forbi næste pølsevogn
der hvor vandet forgrenede sig
og en morgen begynder

og – jeg vågner!

I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap V)

...












jeg er vist faldet i søvn

ak, sikken en tøffelhelt jeg er
og slet ingen digter

tænk at falde i søvn
midtvejs i værket

jeg ville bare så gerne
i al oprigtighed
og vågen tilstand
endelig have fortalt dig
hvordan jeg oprindeligt
havde tænkt mig
det jeg ville skrive
skulle begynde

jeg startede virkelig med
at ville skrive

et digt

men ser du
jeg anede ikke hvordan
man skrev et digt
uden at skulle
forskønne
redigere
og retouchere
sig selv

men det var faktisk et
kærlighedsdigt
jeg ville skrive
et kærlighedsdigt
til dig, kære læser
ja, til dig
helt på tværs
af alle vers

du kender det sikkert
når man oplever
noget
og ikke ved
om det virkelig er sket
eller om man
blot engang har drømt det
eller bare husker forkert
hvad forskellen så
i øvrigt måtte være
når man alligevel
befinder sig i en drøm
og det faktisk sker

for det jeg ville
beskrive var
hvorledes vi to

bogstavelig talt
uden at skele til tid, køn eller tal
elsker med hinanden

fortæl mig blot
at jeg drømmer
det gør jeg jo
sandt at sige også
men du optræder
altså i min drøm
såvel som jeg også
tror jeg optræder i din
for med denne dosis
chlorprothixen
i dit blod
der nu har nået
sin fulde virkning
sover også du
ganske belejligt
for min ønskedrøm
er én og samme som din
i hvert fald på papiret
hvor jeg har det med
som du nok har bemærket
at tage tingene
altså dig
meget bogstaveligt

men hør blot

for jeg ville
hjertens gerne
fortælle dig
hvordan jeg oprindeligt
havde tænkt mig
det jeg ville skrive
skulle begynde

ikke at jeg kan
skrive noget digt
men det er som om
at du og jeg
lige nu er dette digt
som…
som Gud er i færd
med at skrive
denne skabelse
dette digt kaldet elskov
som Gud har skabt
ja, skaber i dette moment

andet tror jeg egentlig ikke
Gud tænker på
end denne elskov
så smuk og salig
som kun en drøm
kan være det
ja, som en drøm er det
for vi elsker med hinanden
lige nu og her
under grenene fra
kundskabens træ

og æblerne
som vokser der
– vi bemærker dem slet
ikke mens vi elsker –
vi lader dem vokse i
skyld og smag, lader
dem suge nok så
begærligt i stilken
og lader dem
frimodigt slippe grenen
en sensommerdag –
vi bemærker
dem stadig ikke
mens vi elsker
men begærer
blot hinanden
midt i blandt
æble efter æble
der falder ned
ligger vi –

og netop i dag
– såvel som alle dage
i evigheden er én og
samme dag og
i morgen for drømmen
slet ikke findes –
altså, i dag
efter vi har elsket
ser vi æblerne omkring os
en gysen går
gennem os begge
da vi sammen tænker:
’for et enkelt æbles skyld
at lade vor elskov
besmitte med synd?’
og læser svaret i
hinandens ansigter;
’aldrig nogensinde
vil vi gøre det’
aldrig skal
slægt efter slægt
leve i synd på grund
af os

men da kommer
der et øjeblik
da jeg ikke forstår dit ansigt
og ikke kan læse
dit hjertes tanke
det varer blot et øjeblik
men lidt efter
sker der det samme
og jeg tænker på
om du har tænkt
på et af de æbler
der ligger spredt omkring os –
og vi ser på
hinanden og ser
med dyb bekymring
samme tanke i
hinandens ansigter:
fristelsen til at
spise et æble
for derved at forstå
hvad den andens
tanke er –
ikke gennem hjertet
at aflæse den i ansigtet
men gennem forstanden
at forstå den
og vi ser bort et øjeblik
for dette frygter vi
mere end noget andet
da vore øjne mødes igen
finder vi samstemmigt
hjertets tanke fra før:
’aldrig nogensinde
vil vi gøre det’.

men hvorfor så vi bort?

søgte vi gennem
synet af æblerne
omkring os at
forstå den andens
tanke med forstanden
forstod vi den dog
da vi igen så ind i
hinandens øjne –
eller gjorde vi?
vi så at vi tænkte
det samme
både den
rædselsfulde tanke
om æblernes fristelse
og efter et øjeblik
at have set bort
tanken fra før:
’aldrig nogensinde’.

men forstår vi
hvorfor jeg forud for det
to gange ikke gennem
dit ansigt kunne
læse dit hjertes tanke?

da sker det;
jeg ser i dit ansigt
en sorg der siger:
’jeg forstår hvorfor’.
og da jeg med
en ansigtsmine
spørger dig hvorfor
svarer du med
et inderligt kys
på mine læber

å, jeg tåbe!
jeg, som tror
at kende
paradisets tungemål
nemlig kysset
jeg vil så absolut
have vished
og jeg spørger dig
med et fast blik
hvad du tænkte
de to øjeblikke
hvor mit blik for dit
hjerte var mig sløret
og du svarer med
endnu et inderligt
men nu også
sørgmodigt kys
på mine læber
derefter ser du
ind i mig
som ser du gennem mig
bag mine øjne
med et blik fuld
af kærlighed

men jeg ser det ikke
jeg leder i dine øjne
efter noget andet
jeg leder i dine øjne
efter svar på
hvad du tænkte
de to øjeblikke
hvor mit blik for hjertet
var mig sløret
jeg aner
at du har tænkt
over alt dette
disse to øjeblikke
ligesom de to øjeblikke
hvor du kyssede
mine læber
og jeg forstår
at du hellere end alt
andet vil trøste mig
med et svar
men at svaret ikke findes
og aldrig ville kunne findes
på noget andet tungemål
end kyssets

å, var det mig bare nok!
for da gør jeg det
jeg aldrig skulle
have gjort
og i al evighed
vil forbande
mig selv for at
have gjort
med mit blik spørger jeg
dig med en streng mine:
’hvad var det
du forstod
hvorfor var det
at mit blik
for dit hjerte var
mig sløret?’
da du for tredje gang
nærmer dig mig
med et inderligt
men ulykkeligt
kys på læben
vender jeg mig
i lede bort
jeg vil høre dig
sige det med ord

og da jeg læser
i dine øjne
at disse ord ikke findes
på paradisets tungemål
vender jeg mig igen bort
og ser blot
fuld af videbegærlighed
på et af æblerne
for jeg ved
at de rummer kundskaben
om ordets tale
om digtningen

og jeg ønsker blot én ting:
at du spiser et stykke
af et af æblerne
for at fortælle mig
hvad det var du forstod
og hvorfor mit blik
for dit hjerte
var mig sløret
og jeg ser op og ser i dine
øjne en rædsel
for jeg ved
at du i mine øjne
læser mit
hjertes inderste ønske
at elskovs tale ikke
længere er mig nok
og at jeg ønsker vished
gennem ord
blot nogle få enkelte ord
så jeg forstår
ligesom du synes
at have forstået noget
som jeg blot synes
at ane i dit ansigt
ja, nu synes der
pludselig så meget
det er ikke blot
som det er
nej, nu synes alt
bare at være
som om det er
og det synes
forkert for mig

jeg fæstner
vedholdende mit blik
på et ganske bestemt
ved faldet fra
grenen halvt flækket
æble midt i mellem os
og der går en rum tid
hvor vi stille sidder sådan;
jeg med blikket
fæstnet på det
halvt flækkede æble
og du med dit urolige blik
på mit ansigt

da begynder du
at røre på dig

rystende af rædsel nærmer
du dig æblet og tager
det op i hånden
mit blik følger æblet og ender
med at hvile i dit ansigt
og først nu ser jeg
hvad der er ved at ske

mens vi sad
har du stille grædt
og sidder nu med æblet
i din rystende hånd
foran dit ophovnede
og forpinte ansigt
og da
da bliver jeg grebet af
en inderlig medlidenhed
å, men hvorfor ikke før
hvorfor først da?

jeg ønsker
intet andet
end at lindre
din pinsel
og nærmer mig dig
for med et
sigende kærligt blik
at bede dig om
at lægge æblet
fra dig igen
du sidder stille og ryster
over hele kroppen
da jeg er helt tæt på dig
ser jeg dig ind i øjnene
og synes igen
for tredje gang
at se noget
jeg ikke forstår

og da min
tvivlrådige undren
bliver iblandet et strejf
ja, et strejf
af mistro
tager du æblet
mod munden
og tager med
sitrende læber
en bid af det…

…øjeblikket efter
at have tygget
og slugt denne bid
vender du dig helt bort
og kaster dig mod jorden
med krampagtige hulk
jeg mærker
noget i mig
jeg aldrig har
mærket før
noget lignende
et stik i mit hjerte
et uhyggeligt og sært
sødligt stik
ja, sødligt
sødligt som
arvesyndens hæslighed
tænker jeg bittert…

…for aldrig har
jeg set dig græde før
og mit hjerte fyldes
med uudsigelig
og inderlig medfølelse
jeg kaster mig
ind mod din favn
som så ofte før
men for første gang
værger du dig
med hænderne
og kravler langsomt
bort fra mig

og du begynder
at sige noget
noget som må
være en slags
æbletræets tungemål
for jeg kender ikke
til de ord
ja, jeg kender
slet ikke til ord

i min medfølelse
ja, uudsigelige medfølelse
ønsker jeg brændende
i mit hjerte at forstå
mit hjerte brænder
på en måde
det aldrig har
prøvet før
det er vel nok
en slags begær
men et begær
jeg ikke forstår
fordi det ikke
er talt på
kærlighedens tungemål
blot ønsker jeg
at forstå alt dette
der så pludselig
er sket med os
og blot ønsker
jeg at forstå
hvad det er
du siger til mig
for jeg tror virkelig
å, jeg tåbe
at denne din forgrædte
og sagtmodige
kæde af ord
hvis jeg forstod den
ville forklare alt det
der er sket
sådan synes det mig
i hvert fald
ak, igen dette synes…

men der er også
noget andet
mit hjerte pines
oprigtigt af
at se dig tale og vide
hvor alene du nu er
thi for mig er det blot lyde
og blot du
af alle skabninger i haven
forstår disse
efter klangen at dømme
klagende og ulykkelige
kæder af ord

og da begår jeg
min endegyldigt
sidste fejltagelse
men tro mig
det jeg da gør
gør jeg
af kærlighed og med
et ulyksaligt
medfølende ønske
om at lindre dig
disse ulykkelige
ords ensomhed
tro mig blot på dette
så lader jeg det
gerne være
nok med det
for da jeg
med hjertet fuld af sorg
og medlidenhed
ser på æblet
du havde taget en bid af
og derefter smidt
på jorden
rejser du dig halvt op
stadig hulkende
med lige dele hakkende
og stammende
uforståelige ords tale….
og du samler æblet op
og ser på mig
det er som om der er
hugget en kløft ned
gennem din sjæl
for med munden
udtaler du
bedende lyde
jeg ikke forstår
i deres ordlyd
men meningen
er klar
for hver gang
jeg forsøgsvis
rækker ud efter æblet
tager du
ulykkelige sjæl
hånden til dig igen med
en forskrækket pludren
og samtidig
da jeg for sidste gang
ser i dine øjne
for at læse dit
hjertes tanker
synes jeg at se
en stille bøn
vendt mod mit ansigt
en bøn om
at blive forstået
en bøn om at forklare
en bøn om at blive
hørt på sit eget uforståeligt
private tungemål
og endelig synes det mig
at du midt i en bevægelse
standser hånden
der griber om æblet
og løsner dine
fingres greb…
jeg rækker langsomt
ud efter det
din talestrøm
er standset
og du græder blot
stille og tyst
da jeg griber fat
om æblet…
og tager en bid…

da mærker jeg noget
i mit legeme
jeg aldrig har mærket før
jeg mærker nu
det sødlige stik i hjertet
brede sig til resten af
kroppen med
en eksplosiv kraft
’sådan smager
altså arvesyndens
hæslighed?’
slår det mig i en
pludselig ondskabsfuld hån
et splitsekund beruset
af den dødelige
synds ekstase
af disse spotteglosers
lidelsesfulde skår i sjælen
der synes uadskillelige
fra en omtåget lyksalighed
der roligt og tungt
lægger sig om
øjenlågene og læberne
gloser, sagde jeg gloser?
jeg forstod hvert
eneste af dine ord
og endnu en blind
rystelse af fryd
fyldte et øjeblik
mine blodårer
helt ned til tåspidsen
for jeg forstod
jeg forstod, at lyde
kunne betyde noget
som intet havde
at gøre med
lyden af dem
nok havde jeg
ja, vi begge
kendt til navne
hver fugl, hver fisk
hvert krybdyr
havde jo et navn
men dette her var
noget helt andet
og mere end bare navne
hvor smukt
lød eksempelvis
ordlyden ’elskov’ ikke
når man først vidste
hvad ordet betød?
jeg kunne tænke
mig at sige det
for mig igen og igen
for til sidst helt
at tabe lydens kraft
det var ikke blot en lyd
som elskovs lyde
det var et begreb
ja, et stykke digtning
der som lyd intet havde
at gøre med elskovs lyde
på et splitsekund
og alt dette skete virkelig
på et splitsekund
forstod jeg hvert eneste ord
du sagde
blot for splitsekundet
efter at lammes
ikke over stemmen
og ordenes lyd
men noget langt
frygteligere
denne ordenes betydning
jeg nu i løbet af
et eneste øjeblik
virkelig forstod

for hvad du sagde
hvilken betydning
ordene havde
overgik i isnende
rædsel langt
både deres lyd
og din stemme
for først nu forstod jeg
hvad det egentlig var
din stemmes forpinte
klang betød:

”…det var ham, han sagde
det jo, ja, nøjagtig sådan,
det var digteren…”

”Digteren?”, spurgte jeg
sløvt hen for mig
og hørte for første
gang mig selv
udtale noget
lammet af uudsigelig kval
ja, uudsigelig
det er ordet
tænkte jeg dystert
og begyndte da
at lytte til din løse
nærmest fragmenterede
strøm af ord

”…ja, digteren fortalte mig
det…jeg ved ikke hvordan,
men jeg forstod godt noget
af alt det frygtelige, han
sagde; at…at jeg…at vi…
jo, at alt dette ville ske!
Ned til mindste detalje
fremsagde han det,
som en hån…dette…
digt. Og han sagde det jo;
at blot tanken om det
ville få mig til at se bort
og undslå mig dit blik,
for ikke at du skulle…”

”Digt? Hvilket digt?”
afbrød jeg dig, overrumplet
af udsagnet og af
en hidtil ukendt følelse
et bittert og langsomt
voksende nag, ja, had
rettet mod…mod…

”…for ikke at dette
skulle ske! Du piner
mig jo, du piner…”

”Fremsig dette digt
for mig” afbrød jeg
dig igen, denne gang
med den ulykkelige
nydelse, der består i
at forsvare sin egen
frelses bitre salighed
alene ved synet af
synderens pinsel
den synder der fra
at have været
den eneste elskede
nu var som en fremmed

nå, så det var det
du tænkte på
sagde jeg skinsygt
til mig selv
skinsygt, sagde jeg
skinsygt?
hvad var det dog for en
hæslig glose?

der fulgte en kort tavshed
derefter begyndte du
først med en spæd stemme
men efterhånden som
recitationen skred fremad
med en antydning af
stigende selvsikkerhed
ja, slutteligt som var
recitationen den værgeløse
synders ene triumf
over for frelsen

det var som så jeg dit
ansigt kløvet i to
den ene del mørk
og panisk af angst
men den anden del
bleg, som havde den
en bogstavelig hinde
om huden, lige dele
betaget af angsten og
af ordenes skønhed…

Jeg har grundet over dig i dag
som over forårets eget væsen
som over et sært bevidsthedens træ
dækket af ord, som blade i blæsten

Fra knoppernes kuldskære læber
åbner året sig, stilk og stilk sammen
gren for gren, blandt andre æbler
vil din stilk dog slippe stammen
hvert ord er jo kun et blad i blæsten
det er som det år, der, som årene går
helt har udgrundet forårets væsen
og om lidt er efterår

Ja, selvom jeg netop, dette til trods
har måttet digte foråret selv
husk på, at det vil forlade os
som det vil efterlade hver en sjæl
uden én eneste sommernats svar på
hvad alt, hvad der vil være og nu er
ville have været, hvis det var så
at jeg kunne udgrunde, hvem du er

i netop dette øjeblik
blev du afbrudt
og mit sind fyldtes
af noget nyt
nemlig angst
ja, en panisk angst
som din
dog iblandet en fortvivlet
vrangvillig trods
da en stemme
den stemme vi begge
kendte så
inderligt godt
nærmede sig med
ordene på
et nu truende
og alt for godt
kendt tungemål:

”Ture…Ture, hvor er du?”…