Å, Lene, nogle gange bliver jeg
træt af at være menneske
og det mener jeg også at vide
at du nogle gange gør
men om vi så mister alt andet
om så intet er evigt
vil vi altid være undervejs derhen
hvor du engang ventede mig
og hvor jeg ligeledes ventede på dig

forelskelsen gør alt for evigt
og alt for evigheden
men alt for evigt glemmer den
for evighedens skyld, naturligvis
alt gør den jo for evigt
at den mere end noget andet
er alt andet end evig
og er underlagt et sært paradoks
både det evige ønske om forandringen af alt
og ønsket om den evige stilstand

men, elskede, hvad er dog evigheden
værd i forhold til din kærlighed?

intet, Lene, om så intet er evigheden selv

kærligheden forandrer os ikke, men vi ændres
ikke for den andens, for andres
for forandringen eller angsten
for forandringens skyld
og slet ikke for mine sølle ordkløverier
ja end ikke for hinandens
men ene og alene for kærlighedens skyld
for igen og igen, elskede
at begynde på livet!