I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap V)

...












jeg er vist faldet i søvn

ak, sikken en tøffelhelt jeg er
og slet ingen digter

tænk at falde i søvn
midtvejs i værket

jeg ville bare så gerne
i al oprigtighed
og vågen tilstand
endelig have fortalt dig
hvordan jeg oprindeligt
havde tænkt mig
det jeg ville skrive
skulle begynde

jeg startede virkelig med
at ville skrive

et digt

men ser du
jeg anede ikke hvordan
man skrev et digt
uden at skulle
forskønne
redigere
og retouchere
sig selv

men det var faktisk et
kærlighedsdigt
jeg ville skrive
et kærlighedsdigt
til dig, kære læser
ja, til dig
helt på tværs
af alle vers

du kender det sikkert
når man oplever
noget
og ikke ved
om det virkelig er sket
eller om man
blot engang har drømt det
eller bare husker forkert
hvad forskellen så
i øvrigt måtte være
når man alligevel
befinder sig i en drøm
og det faktisk sker

for det jeg ville
beskrive var
hvorledes vi to

bogstavelig talt
uden at skele til tid, køn eller tal
elsker med hinanden

fortæl mig blot
at jeg drømmer
det gør jeg jo
sandt at sige også
men du optræder
altså i min drøm
såvel som jeg også
tror jeg optræder i din
for med denne dosis
chlorprothixen
i dit blod
der nu har nået
sin fulde virkning
sover også du
ganske belejligt
for min ønskedrøm
er én og samme som din
i hvert fald på papiret
hvor jeg har det med
som du nok har bemærket
at tage tingene
altså dig
meget bogstaveligt

men hør blot

for jeg ville
hjertens gerne
fortælle dig
hvordan jeg oprindeligt
havde tænkt mig
det jeg ville skrive
skulle begynde

ikke at jeg kan
skrive noget digt
men det er som om
at du og jeg
lige nu er dette digt
som…
som Gud er i færd
med at skrive
denne skabelse
dette digt kaldet elskov
som Gud har skabt
ja, skaber i dette moment

andet tror jeg egentlig ikke
Gud tænker på
end denne elskov
så smuk og salig
som kun en drøm
kan være det
ja, som en drøm er det
for vi elsker med hinanden
lige nu og her
under grenene fra
kundskabens træ

og æblerne
som vokser der
– vi bemærker dem slet
ikke mens vi elsker –
vi lader dem vokse i
skyld og smag, lader
dem suge nok så
begærligt i stilken
og lader dem
frimodigt slippe grenen
en sensommerdag –
vi bemærker
dem stadig ikke
mens vi elsker
men begærer
blot hinanden
midt i blandt
æble efter æble
der falder ned
ligger vi –

og netop i dag
– såvel som alle dage
i evigheden er én og
samme dag og
i morgen for drømmen
slet ikke findes –
altså, i dag
efter vi har elsket
ser vi æblerne omkring os
en gysen går
gennem os begge
da vi sammen tænker:
’for et enkelt æbles skyld
at lade vor elskov
besmitte med synd?’
og læser svaret i
hinandens ansigter;
’aldrig nogensinde
vil vi gøre det’
aldrig skal
slægt efter slægt
leve i synd på grund
af os

men da kommer
der et øjeblik
da jeg ikke forstår dit ansigt
og ikke kan læse
dit hjertes tanke
det varer blot et øjeblik
men lidt efter
sker der det samme
og jeg tænker på
om du har tænkt
på et af de æbler
der ligger spredt omkring os –
og vi ser på
hinanden og ser
med dyb bekymring
samme tanke i
hinandens ansigter:
fristelsen til at
spise et æble
for derved at forstå
hvad den andens
tanke er –
ikke gennem hjertet
at aflæse den i ansigtet
men gennem forstanden
at forstå den
og vi ser bort et øjeblik
for dette frygter vi
mere end noget andet
da vore øjne mødes igen
finder vi samstemmigt
hjertets tanke fra før:
’aldrig nogensinde
vil vi gøre det’.

men hvorfor så vi bort?

søgte vi gennem
synet af æblerne
omkring os at
forstå den andens
tanke med forstanden
forstod vi den dog
da vi igen så ind i
hinandens øjne –
eller gjorde vi?
vi så at vi tænkte
det samme
både den
rædselsfulde tanke
om æblernes fristelse
og efter et øjeblik
at have set bort
tanken fra før:
’aldrig nogensinde’.

men forstår vi
hvorfor jeg forud for det
to gange ikke gennem
dit ansigt kunne
læse dit hjertes tanke?

da sker det;
jeg ser i dit ansigt
en sorg der siger:
’jeg forstår hvorfor’.
og da jeg med
en ansigtsmine
spørger dig hvorfor
svarer du med
et inderligt kys
på mine læber

å, jeg tåbe!
jeg, som tror
at kende
paradisets tungemål
nemlig kysset
jeg vil så absolut
have vished
og jeg spørger dig
med et fast blik
hvad du tænkte
de to øjeblikke
hvor mit blik for dit
hjerte var mig sløret
og du svarer med
endnu et inderligt
men nu også
sørgmodigt kys
på mine læber
derefter ser du
ind i mig
som ser du gennem mig
bag mine øjne
med et blik fuld
af kærlighed

men jeg ser det ikke
jeg leder i dine øjne
efter noget andet
jeg leder i dine øjne
efter svar på
hvad du tænkte
de to øjeblikke
hvor mit blik for hjertet
var mig sløret
jeg aner
at du har tænkt
over alt dette
disse to øjeblikke
ligesom de to øjeblikke
hvor du kyssede
mine læber
og jeg forstår
at du hellere end alt
andet vil trøste mig
med et svar
men at svaret ikke findes
og aldrig ville kunne findes
på noget andet tungemål
end kyssets

å, var det mig bare nok!
for da gør jeg det
jeg aldrig skulle
have gjort
og i al evighed
vil forbande
mig selv for at
have gjort
med mit blik spørger jeg
dig med en streng mine:
’hvad var det
du forstod
hvorfor var det
at mit blik
for dit hjerte var
mig sløret?’
da du for tredje gang
nærmer dig mig
med et inderligt
men ulykkeligt
kys på læben
vender jeg mig
i lede bort
jeg vil høre dig
sige det med ord

og da jeg læser
i dine øjne
at disse ord ikke findes
på paradisets tungemål
vender jeg mig igen bort
og ser blot
fuld af videbegærlighed
på et af æblerne
for jeg ved
at de rummer kundskaben
om ordets tale
om digtningen

og jeg ønsker blot én ting:
at du spiser et stykke
af et af æblerne
for at fortælle mig
hvad det var du forstod
og hvorfor mit blik
for dit hjerte
var mig sløret
og jeg ser op og ser i dine
øjne en rædsel
for jeg ved
at du i mine øjne
læser mit
hjertes inderste ønske
at elskovs tale ikke
længere er mig nok
og at jeg ønsker vished
gennem ord
blot nogle få enkelte ord
så jeg forstår
ligesom du synes
at have forstået noget
som jeg blot synes
at ane i dit ansigt
ja, nu synes der
pludselig så meget
det er ikke blot
som det er
nej, nu synes alt
bare at være
som om det er
og det synes
forkert for mig

jeg fæstner
vedholdende mit blik
på et ganske bestemt
ved faldet fra
grenen halvt flækket
æble midt i mellem os
og der går en rum tid
hvor vi stille sidder sådan;
jeg med blikket
fæstnet på det
halvt flækkede æble
og du med dit urolige blik
på mit ansigt

da begynder du
at røre på dig

rystende af rædsel nærmer
du dig æblet og tager
det op i hånden
mit blik følger æblet og ender
med at hvile i dit ansigt
og først nu ser jeg
hvad der er ved at ske

mens vi sad
har du stille grædt
og sidder nu med æblet
i din rystende hånd
foran dit ophovnede
og forpinte ansigt
og da
da bliver jeg grebet af
en inderlig medlidenhed
å, men hvorfor ikke før
hvorfor først da?

jeg ønsker
intet andet
end at lindre
din pinsel
og nærmer mig dig
for med et
sigende kærligt blik
at bede dig om
at lægge æblet
fra dig igen
du sidder stille og ryster
over hele kroppen
da jeg er helt tæt på dig
ser jeg dig ind i øjnene
og synes igen
for tredje gang
at se noget
jeg ikke forstår

og da min
tvivlrådige undren
bliver iblandet et strejf
ja, et strejf
af mistro
tager du æblet
mod munden
og tager med
sitrende læber
en bid af det…

…øjeblikket efter
at have tygget
og slugt denne bid
vender du dig helt bort
og kaster dig mod jorden
med krampagtige hulk
jeg mærker
noget i mig
jeg aldrig har
mærket før
noget lignende
et stik i mit hjerte
et uhyggeligt og sært
sødligt stik
ja, sødligt
sødligt som
arvesyndens hæslighed
tænker jeg bittert…

…for aldrig har
jeg set dig græde før
og mit hjerte fyldes
med uudsigelig
og inderlig medfølelse
jeg kaster mig
ind mod din favn
som så ofte før
men for første gang
værger du dig
med hænderne
og kravler langsomt
bort fra mig

og du begynder
at sige noget
noget som må
være en slags
æbletræets tungemål
for jeg kender ikke
til de ord
ja, jeg kender
slet ikke til ord

i min medfølelse
ja, uudsigelige medfølelse
ønsker jeg brændende
i mit hjerte at forstå
mit hjerte brænder
på en måde
det aldrig har
prøvet før
det er vel nok
en slags begær
men et begær
jeg ikke forstår
fordi det ikke
er talt på
kærlighedens tungemål
blot ønsker jeg
at forstå alt dette
der så pludselig
er sket med os
og blot ønsker
jeg at forstå
hvad det er
du siger til mig
for jeg tror virkelig
å, jeg tåbe
at denne din forgrædte
og sagtmodige
kæde af ord
hvis jeg forstod den
ville forklare alt det
der er sket
sådan synes det mig
i hvert fald
ak, igen dette synes…

men der er også
noget andet
mit hjerte pines
oprigtigt af
at se dig tale og vide
hvor alene du nu er
thi for mig er det blot lyde
og blot du
af alle skabninger i haven
forstår disse
efter klangen at dømme
klagende og ulykkelige
kæder af ord

og da begår jeg
min endegyldigt
sidste fejltagelse
men tro mig
det jeg da gør
gør jeg
af kærlighed og med
et ulyksaligt
medfølende ønske
om at lindre dig
disse ulykkelige
ords ensomhed
tro mig blot på dette
så lader jeg det
gerne være
nok med det
for da jeg
med hjertet fuld af sorg
og medlidenhed
ser på æblet
du havde taget en bid af
og derefter smidt
på jorden
rejser du dig halvt op
stadig hulkende
med lige dele hakkende
og stammende
uforståelige ords tale….
og du samler æblet op
og ser på mig
det er som om der er
hugget en kløft ned
gennem din sjæl
for med munden
udtaler du
bedende lyde
jeg ikke forstår
i deres ordlyd
men meningen
er klar
for hver gang
jeg forsøgsvis
rækker ud efter æblet
tager du
ulykkelige sjæl
hånden til dig igen med
en forskrækket pludren
og samtidig
da jeg for sidste gang
ser i dine øjne
for at læse dit
hjertes tanker
synes jeg at se
en stille bøn
vendt mod mit ansigt
en bøn om
at blive forstået
en bøn om at forklare
en bøn om at blive
hørt på sit eget uforståeligt
private tungemål
og endelig synes det mig
at du midt i en bevægelse
standser hånden
der griber om æblet
og løsner dine
fingres greb…
jeg rækker langsomt
ud efter det
din talestrøm
er standset
og du græder blot
stille og tyst
da jeg griber fat
om æblet…
og tager en bid…

da mærker jeg noget
i mit legeme
jeg aldrig har mærket før
jeg mærker nu
det sødlige stik i hjertet
brede sig til resten af
kroppen med
en eksplosiv kraft
’sådan smager
altså arvesyndens
hæslighed?’
slår det mig i en
pludselig ondskabsfuld hån
et splitsekund beruset
af den dødelige
synds ekstase
af disse spotteglosers
lidelsesfulde skår i sjælen
der synes uadskillelige
fra en omtåget lyksalighed
der roligt og tungt
lægger sig om
øjenlågene og læberne
gloser, sagde jeg gloser?
jeg forstod hvert
eneste af dine ord
og endnu en blind
rystelse af fryd
fyldte et øjeblik
mine blodårer
helt ned til tåspidsen
for jeg forstod
jeg forstod, at lyde
kunne betyde noget
som intet havde
at gøre med
lyden af dem
nok havde jeg
ja, vi begge
kendt til navne
hver fugl, hver fisk
hvert krybdyr
havde jo et navn
men dette her var
noget helt andet
og mere end bare navne
hvor smukt
lød eksempelvis
ordlyden ’elskov’ ikke
når man først vidste
hvad ordet betød?
jeg kunne tænke
mig at sige det
for mig igen og igen
for til sidst helt
at tabe lydens kraft
det var ikke blot en lyd
som elskovs lyde
det var et begreb
ja, et stykke digtning
der som lyd intet havde
at gøre med elskovs lyde
på et splitsekund
og alt dette skete virkelig
på et splitsekund
forstod jeg hvert eneste ord
du sagde
blot for splitsekundet
efter at lammes
ikke over stemmen
og ordenes lyd
men noget langt
frygteligere
denne ordenes betydning
jeg nu i løbet af
et eneste øjeblik
virkelig forstod

for hvad du sagde
hvilken betydning
ordene havde
overgik i isnende
rædsel langt
både deres lyd
og din stemme
for først nu forstod jeg
hvad det egentlig var
din stemmes forpinte
klang betød:

”…det var ham, han sagde
det jo, ja, nøjagtig sådan,
det var digteren…”

”Digteren?”, spurgte jeg
sløvt hen for mig
og hørte for første
gang mig selv
udtale noget
lammet af uudsigelig kval
ja, uudsigelig
det er ordet
tænkte jeg dystert
og begyndte da
at lytte til din løse
nærmest fragmenterede
strøm af ord

”…ja, digteren fortalte mig
det…jeg ved ikke hvordan,
men jeg forstod godt noget
af alt det frygtelige, han
sagde; at…at jeg…at vi…
jo, at alt dette ville ske!
Ned til mindste detalje
fremsagde han det,
som en hån…dette…
digt. Og han sagde det jo;
at blot tanken om det
ville få mig til at se bort
og undslå mig dit blik,
for ikke at du skulle…”

”Digt? Hvilket digt?”
afbrød jeg dig, overrumplet
af udsagnet og af
en hidtil ukendt følelse
et bittert og langsomt
voksende nag, ja, had
rettet mod…mod…

”…for ikke at dette
skulle ske! Du piner
mig jo, du piner…”

”Fremsig dette digt
for mig” afbrød jeg
dig igen, denne gang
med den ulykkelige
nydelse, der består i
at forsvare sin egen
frelses bitre salighed
alene ved synet af
synderens pinsel
den synder der fra
at have været
den eneste elskede
nu var som en fremmed

nå, så det var det
du tænkte på
sagde jeg skinsygt
til mig selv
skinsygt, sagde jeg
skinsygt?
hvad var det dog for en
hæslig glose?

der fulgte en kort tavshed
derefter begyndte du
først med en spæd stemme
men efterhånden som
recitationen skred fremad
med en antydning af
stigende selvsikkerhed
ja, slutteligt som var
recitationen den værgeløse
synders ene triumf
over for frelsen

det var som så jeg dit
ansigt kløvet i to
den ene del mørk
og panisk af angst
men den anden del
bleg, som havde den
en bogstavelig hinde
om huden, lige dele
betaget af angsten og
af ordenes skønhed…

Jeg har grundet over dig i dag
som over forårets eget væsen
som over et sært bevidsthedens træ
dækket af ord, som blade i blæsten

Fra knoppernes kuldskære læber
åbner året sig, stilk og stilk sammen
gren for gren, blandt andre æbler
vil din stilk dog slippe stammen
hvert ord er jo kun et blad i blæsten
det er som det år, der, som årene går
helt har udgrundet forårets væsen
og om lidt er efterår

Ja, selvom jeg netop, dette til trods
har måttet digte foråret selv
husk på, at det vil forlade os
som det vil efterlade hver en sjæl
uden én eneste sommernats svar på
hvad alt, hvad der vil være og nu er
ville have været, hvis det var så
at jeg kunne udgrunde, hvem du er

i netop dette øjeblik
blev du afbrudt
og mit sind fyldtes
af noget nyt
nemlig angst
ja, en panisk angst
som din
dog iblandet en fortvivlet
vrangvillig trods
da en stemme
den stemme vi begge
kendte så
inderligt godt
nærmede sig med
ordene på
et nu truende
og alt for godt
kendt tungemål:

”Ture…Ture, hvor er du?”…