I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap II)

så kom her, kære ven
mens jeg fortæller
om dette digt
kom og anbring din krop
i en behagelig stilling

ser du, selv elsker jeg
at anbringe min krop
i behagelige stillinger
det lykkes bare aldrig
eller det vil sige
så snart jeg har
anbragt min krop i en
behagelig stilling
synes enhver del af den
blot at have et eneste
ønske: nemlig at
anbringe sig selv i en
anden stilling
ja, om det så skal være
en yderst ubehagelig stilling
måske fordi den
hellere end at være i stilling
vil tage stilling
og dog naturligvis
det indrømmer jeg
uden at have nogen
som helst anelse om
hvad det er
den skal tage stilling til
endsige naturligvis hvilken
stilling den skal tage
og den foretrækker måske netop
derfor at anbringe
sig selv i en yderst
ubehagelig stilling
blot fordi den hermed
tydeligvis selv har valgt
denne stilling
uanset at den ikke aner
hvad og hvilken stilling
der er tale om –
som sagt elsker
jeg at anbringe
min krop i behagelige
stillinger, men
at befinde sig
i længere tid i en sådan
stilling finder jeg
ikke alene kedsommeligt
men også
ja, uanstændigt

men kom nu her
lad mig ikke allerede
støde dig fra mig
jeg har netop glædet
mig til dette øjeblik
hvor du anbringer
din krop i en
behagelig stilling –
også selvom en sådan
behagelig stilling måske
alene på grund
af behageligheden
kræver visse stimulanser…
hm…tag dig endelig en
cigaret
askebægeret er til for det samme
og tillad mig at
korrigere mig selv
jeg vil som sagt så
nødigt støde dig fra mig;
du kan jo sagtens lade
din krop befinde sig i
en behagelig stilling
og samtidig
hermed tage stilling
– jeg legede blot for
morskabs skyld lidt
med ordene –
tilgiv mig dette, kære ven

og tilgiv mig
denne talestrøm
jeg havde bare frygteligt
brug for at tale
lad os nu
vende tilbage
til dig

for nu er det, du i
denne behagelige stilling
netop skal tage stilling

men til hvad, spørger
du måske?

men kære,
hvorfor tror du
jeg sagde, vi skulle vende
tilbage til dig
i en behagelig stilling
hvis ikke det var fordi
du netop skulle tage stilling
til dig selv?

ja, til dig selv
ser du, noget
eller rettere nogen
skal vi nødvendigvis
tage stilling til
det er derfor, du er her
og mig kan du ikke
regne med
jeg eksisterer ikke
længere, ser du
men det gør
derimod du
altså er du ikke blot
den eneste, der kan
tage stilling
du er også den eneste
af os begge bekendte
som du kan
tage stilling til

altså, sæt dig godt
til rette
hvis du ryger
med en cigaret
du bedes bemærke askebægeret
anbring din krop i en
behagelig stilling
dertil er cigaretten
vist nødvendig
og forbered dig på
at tage stilling
også selvom det
kan blive en yderst
ubehagelig stillingtagen

som sagt, tror jeg nok
vælger vi selv
hvilken stilling vi tager
det er det forbandede
ved det
og sagen er, at det
du skal tage stilling til
vel nok er det for
menneskeheden mest
ubehagelige, der tænkes
for ikke at sige skrives
kan, at tage stilling til
nemlig sig selv
eller rettere
dig selv
personligt nærværende
men åndeligt fraværende
frygter jeg, at jeg ikke
kan være til den store hjælp
jeg er ellers en
hund efter at være
nogen til hjælp –
men ser du, jeg kan
hverken være i eller tage
nogen stilling
til noget som helst
for nok er jeg
personligt nærværende, og
– jeg må igen korrigere mig
selv for min fejhed –
eksisterer altså
men jeg kan kun skrive
og dermed undgå
enhver stillingtagen
du, derimod, må nødvendigvis
tage stilling til, hvad du læser
det gør man jo
når man læser
om ikke andet, så for at
finde hoved og hale
for overhovedet at
kunne indtage en eller
anden slags stilling
videre fremme i teksten
om ikke andet
anspændt forargelse
eller blot anstrengt irritation –
og du ville i øvrigt ikke
ellers have læst så langt
som til her
hvis ikke det var
for muligheden for
stillingtagen
er det ikke rigtigt?
men lad dig ikke irritere
af den grund, om jeg så må sige
lad mig slet ikke være dig
til nogen irritation
jeg ønsker jo bare én
eller rettere, to ting:
at du anbringer din
krop i en behagelig stilling
og derefter
at du begynder
at tage stilling
ryger du?
pyt, tag endelig en cigaret
du bedes bemærke askebægeret
det står i linjen ovenfor denne
og derefter begynde
at gøre dig parat til
at tage stilling


men
bemærk venligst først
hvor behagelige omgivelser
du befinder dig i
hvilken perfekt mulighed
for at tage stilling
det er

alting ned til det
enkelte bogstav
er vel tilrettelagt
alene for din skyld

i skrivende stund
eksisterer jeg
alene for dig
så skulle det være på plads
apropos plads
det må være på
sin plads
at introducere sig for dig
jeg anbringer bare
aldrig tingene
på deres rette plads
eller rettere
når jeg skriver, er det
ligesom at puste røgskyer
hvis jeg må være lidt poetisk
formationerne forandrer
sig konstant
ligesom alt andet
undtagen altså nu
for vi to vil
ikke forandre hverken
os selv eller hinanden, vel?
skal vi ikke give hinanden
håndslag på det
selvom det er svært
og yderst avanceret
rent æstetisk
at give håndslag
på noget, når vi
så at sige
er forskudt i tid og sted
men det var det
med pladsen
der vokser
ligesom man synes
at blive dummere
og dummere
jo mere man læser
ikke sandt?
undskyld, nu
vrøvler jeg vist
men jeg sagde jo
at alt var vel tilrettelagt
ned til det enkelte
bogstav, for jeg er netop
et vrøvlehoved
så skulle det være
på plads
ligesom alt det med
at forandre os selv og
hinanden
ligesom du ikke kan
forandre mig, er jeg
næsten
sikker på, at jeg
heller ikke kan
forandre dig
det er netop derfor
at jeg har ladet dig
befinde dig i så
behagelige omgivelser
selvom vi altså ikke
kan give hinanden
håndslag på
ikke at ville forandre
noget ved hinanden
og jeg ikke helt
kan love
ikke at forandre dig
for du er netop
som jeg tænker mig
du skal være
noget jeg kan
forandre
forskønne
retouchere igen
alt efter behov
og uanset din
standhaftighed
for din kritiske sans
tilpasser min kuglepen
sig glad og gerne
hvis du forstår hvad
jeg mener

jeg udtrykker mig vist
lidt tvetydigt

desværre kan jeg
heller ikke love
ikke at forandre mig selv
faktisk består jeg
udelukkende af forandring
og er ikke i stand til at
være på min plads
bare en enkelt linje

måske er der en
ganske logisk grund
til at man ikke
kan give hinanden
håndslag på tværs
af vers, om jeg
så må sige
digtere lyver for meget
som man siger
men tro mig:
jeg har kun enkelte
gange løjet for dig
og hver gang var det
fordi jeg løj for mig selv
jeg ville hjertens
gerne fortælle dig
sandheden, hvis ikke
det var fordi
jeg sandt at sige
i så fald fandt mig selv
så frygtelig påståelig –
ja, og påstandene i øvrigt
de sande postulater
så frygteligt usandsynlige

men pyt, jeg kan
i hvert fald love dig
at alt er på sin plads
bortset fra mig
og er så vel tilrettelagt
at jeg ikke engang
har glemt askebægeret
endnu
alene for dig
hvad der også bliver
nødvendigt, nu hvor
du sidder behageligt
og jeg har introduceret mig
om ganske kort tid
kan du påbegynde
en stillingtagen
så er det i hvert fald
på sin plads


så min ven, nu er det
at du skal tage stilling
jeg skal prøve at
fortælle tingene i deres
rigtige rækkefølge
og jeg skal prøve
ikke at lyve
eller i hvert fald
forsøge at gøre dig
opmærksom på
når jeg lyver
det kan jo ske for enhver
af vanvare
et uheld
blot den mindste fejl
i syntaksen
om jeg så må sige
og så er den der
den hvide løgn
den lodrette
eller modsat
den statistiske
som måske er den
allermest hyppige
især når man skal
ja, tage stilling

ser du, det hele kom
sig af, at jeg en dag
hørte en af disse digtere
skrive om, at hun
i digtet forstås
betragtede sig selv skrive
det fik mig sådan til
at dagdrømme
og pludselig fandt jeg
mig selv i at dagdrømme om
hvordan det ville være
at se sig selv skrive
eller nej, nu lyver jeg:
jeg fandt faktisk mig selv i
at dagdrømme om
hvordan det ville være
at dagdrømme om at se
sig selv skrive
det var det med syntaksen
og det bliver værre endnu
for momentet efter
begyndte jeg at skrive om
hvordan jeg havde dagdrømt om
hvordan det ville være
at skrive om, at jeg havde
dagdrømt om at dagdrømme
om at skrive
å, jeg tror faktisk ikke vi
ville lyve så meget, hvis ikke
sandheden var så dårligt
egnet til at lade sig forklare
ja, man kan sige om sandheden
som om socialismens fælleseje;
den lader sig ikke gøre
fordi den kræver alt for
mange forklaringer
udredninger
oprydninger
formuleringer
i virkelighedens verden
eller snarere
i verdens virkelighed
lader sandheden såvel som
socialismens fælleseje sig kun
virkeliggøre i digtet
for til gengæld i digtet
ikke at lade verdens virkelighed
være andet end løgn
eller blot syntaksfejl –
men kære ven
tilbage til min egen
syntaksfejl
for da jeg dagdrømte om
at se mig selv skrive
eller rettere
dagdrømte om at dagdrømme
om at se mig selv skrive
og videre i denne dagdrøm
skrev om, hvordan jeg havde
dagdrømt om, hvordan det
var at dagdrømme
at se sig selv skrive
da fik jeg ærligt talt
ikke skrevet noget
der gjorde mig blot
en stavelse klogere på
hvad det egentlig er
man dagdrømmer om
når man dagdrømmer
om at dagdrømme
endsige hvad det egentlig er
man skriver om
når man skriver
om at skrive
for at blive blot
en stavelse klogere

tænk nu, hvis denne drøm
om drømmen og dette digt
om digtet virkelig er
den rene og skære sandhed
og alt andet blot
løgn og syntaksfejl?
ville du være så venlig
at tage stilling til det?
jeg orker det
desværre ikke