I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap I)

hal...












hallo?






hallo, derude


er du der
eller

nå, der var du
jeg føler mig
så alene
forstår du nok
og jeg ved ikke
hvad jeg har
gjort, for at…
ja, at være
så alene

jeg har hørt
mig kendt skyldig
men jeg ved
ikke i hvad
ja, jeg kender
ikke engang
sigtelsen

og straffen
hvad med straffen?
kender du, ved du –
nå, ja
det var det med
at være
så alene



men, min kære læser
nu har jeg altså dig

eller skal jeg sige Dem?

lad mig fortælle
Dem

blot i det tilfælde
at De eksisterer

jeg beklager
hvis jeg er lidt omtåget
men det er sen aften
jeg er træt, og jeg
har netop taget
min medicin

medicin, tænker De sikkert
hvad er dog denne
medicin?
og dog vil jeg gøre mig den
ulejlighed
blot for Deres skyld
at fortælle Dem
hvordan det
hele begyndte

jeg startede med
at ville skrive

et digt

ja, et digt
og pludselig
slog det mig
at jeg utvivlsomt
måtte forskønne
redigere
retouchere
mig selv, hvis
det skulle blive
et godt digt
hvorfor?
vel fordi jeg bare
ikke er i stand
til at skrive
et godt digt
i hvert fald
ikke uden
at skulle forskønne
redigere og
retouchere mig selv
det var
den første fejl

og ak, er jeg
endnu så langt fra
nået til forbrydelsen
undfanger en
lille synd dog
under omhyggelig
og kærlig pleje
uvilkårligt en
større synd

jeg ville jo så
absolut skrive
et digt
og kunsten
stiller sine krav
– tænk, hvis læseren
af det skønneste
kærlighedsdigt
dog blot vidste
hvilke underhåndsaftaler
med kærligheden et
sådant har krævet –
men det var
nu ikke noget
kærlighedsdigt
jeg ville skrive
det var
den anden fejl

næ, jeg ville ikke
skrive noget kærlighedsdigt
jeg ville
forklare mig
forsvare mig
ja, retfærdiggøre mig
ikke overfor læseren,
forstår De,
men overfor
mig selv
alligevel ville jeg gøre
det under dække af
min henvendelse
til en læser

under dække af at
skrive et digt
som jeg formodede
af nogen ville
antages at være
en litterær frembringelse
ville jeg forklare mig
men
men uden at sige det
uden at nævne det
med så meget
som et ord
for at læseren
så at sige
skulle løse min gåde
og hvorfor?
vel af
kunstnerisk forfængelighed
hvem skriver et
digt for at forklare sig
og det overfor sig selv?
måske gør man det
for…ja, fanden må
vide hvorfor, men
for at forklare sig?
nej, først og fremmest
ville jeg gøre det
– altså, ikke forklare
men forstille mig –
af stolthed
for i al alvor
hvis man endelig
skriver et digt for
at forklare sig
og bliver spurgt;
nå, overfor hvem?
og man så svarer:
overfor mig selv!
hvem ville da ikke
slå en latter op?
latterligheden i at
skrive til skrivebordsskuffen
består nemlig ikke deri
at man skriver
til skrivebordsskuffen
med det skjulte
ønske om
en dag at blive læst
næ, latterligheden består
som altid i bogstaveligheden;
at man skriver til
skrivebordsskuffen
for at lade det blive der
til den er fyldt
hvorefter man smider
indholdet ud
og begynder forfra –
ville dette ikke være
topmålet af latterlighed?

imidlertid er det
måske det jeg skulle
have gjort
i stedet for at skrive
som om jeg ville
noget som helst andet
end at forklare mig
forsvare mig
retfærdiggøre mig
overfor mig selv
hvilket for øvrigt
i sig selv behøvede
en tilhører, så at sige
hvem ville dog
retfærdiggøre sig selv
overfor sig selv
uden en tilhører
uden at vække
om ikke andet
så sin egen latter?
deri består en basal
latterlighed ved
alle kunstnere:
de kræver tilhørere
sig selv regner de
ikke for noget
og dog er det netop
fordi de mener at
regne sig selv for så
tilstrækkelig meget
at de behøver
ja, kræver
tilhørere –
ligeså altså jeg

men til helvede
med alle digtere
jeg ville jo
fortælle Dem
hvordan det
hele begyndte
som sagt begyndte
det med at jeg
ville skrive et digt
og jeg begyndte
således at skrive
dette var
den tredje fejl

som De ser
har jeg allerede nu
skrevet en
anseelig mængde
for at forklare mig
men jeg fandt
langsomt ud af
at det ikke nyttede
noget bare at
forklare sig
og i øvrigt
at jeg heller
ikke kunne
forklare mig
jeg behøvede
visse kunstgreb
visse virkemidler
såsom fiktive stimulanser
såsom cigaretter
askebægre og piller
hvormed jeg
så at sige, kunne
få al denne løgn og latin
til bedre at glide ned
det dække af ord
der skulle tilsløre
mit fordækte forsvar
og som løgnen tog til
først cigaretter
og siden piller
fandt jeg ud af
at løgnen forklarede
sig selv
ja, havde en egen logik
som enhver sandhed savner
blot har løgne
også livsløgnen
ja, især livsløgnen
et eneste krav:
den behøver
en tilhører

for sig mig:
hvem der levede
på en øde ø
ville have nogen
interesse i at
lyve for sig selv –
for overlevelsen på
en øde ø
har løgnen ingen funktion
men for os andre, derimod
for os, der lever af at
eksamineres
og vurderes
i al vor sociale færd
har især livsløgnen
brug for en tilhører
for at sætte sig selv og
sin egen logik
i et perspektiv
der i respekt
for andres livsløgne
kan koordinere
den kollektive samfærdsel
ja, egentlig er det
jo bare en slags logistik
dette med sandheden
ikke sandt?

altså, jeg begyndte
at skrive på dette digt
og som jeg skrev
faldt det mig ind
at jeg ville anslå
en kammeratlig tone
overfor læseren
som overfor en kær ven
og at jeg ikke ville
sky nogen midler
for at få læseren
ja, sandt at sige
Dem
til at føle sig
behageligt tilpas
under læsningen
og dog ville
jeg have ham
eller hende
til at tage stilling
naturligvis ikke
til mig
da denne læser
langt væk
umuligt kunne
have mit
personlige bekendtskab
og dog skulle denne
bag alle kunstgreb
og virkemidler
ene og alene
tage stilling
til mig
lad mig forklare
netop Dem
lidt om hvorledes
jeg ville gøre

først skal De
bare vide
at denne kuglepen
viljeløst lader
sig styre
af behovet
for cigaretter
og piller
og derfor næppe
er noget
godt sandhedsvidne
og yderligere
hvordan De under
mit bekendtskab
vil tilbydes
ja, nødes
selv samme virkemidler
det var jo dette
med logistikken
det husker De vel?
for hvis jeg virkelig
skal forklare Dem
noget om
hvorfor jeg egentlig
begyndte at skrive
dette her digt
jeg omtalte
synes jeg
vi skal drikke dus
altså, ikke sådan ment
det var igen
dette med bogstaveligheden
men i overført forstand
for alt dette med
at være Des
var egentlig lidt
af hensyn til
den gammeldags
sociale samfærdsel
men en sådan
behøver vi to ikke, vel?
den var måske også
lidt af et fupnummer
for at være til behag
gøre indtryk
indsmigre sig
og den slags
formaliteter
er vel godt passé
nu hvor jeg vil
fortælle dig
hvordan det
da gik, da jeg
ville skrive
dette digt

men først
nu hvor vi har
brudt isen
ja, jeg synes nærmest
vi er som fundet
for hinanden
så sæt dig
godt til rette
vi har jo efterhånden
talt godt og hyggeligt
og så fin du er
til at lytte