I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap VI)

hvor jeg…er?

godt spørgsmål
jeg ved det faktisk ikke
jeg ville ønske
jeg vidste…hvem
…å, fandens også
det er dette med
at finde ordene
såvel som sig selv
ikke sandt?

jeg ville bare gerne
vide hvor jeg var

jeg ved kun
at jeg syntes at
sidde forsovet
foran mit skrivebord
med min kaffekop
på Indre Nørrebro
og hvor meget jeg end
forsøgte at vågne
hvor meget jeg end
forsøgte at skrive
som for rigtigt
at slippe ud af
denne døsige tilstand
denne søvnige datid
lykkedes det mig ikke
snarere tværtimod
ønskede jeg bare
mere og mere at jeg
aldrig havde drømt
om det æble
og om dig

derfor, som for
om muligt at vågne
– det var vistnok nat
kold og mørk som
døden selv –
greb jeg min frakke
og begav mig
ned ad trappen
ned til Nørrebrogade
og som om jeg søgte noget
uden at vide hvad
begav jeg mig på
vandring op langs
gadens flodbred
ud mod Nørrebros Runddel
en mørk og
regnvejrstung aften
i et endnu spædt forår
hvor enhver
uidentificerbar afkrog
under vandbreddens
skvulpende affaldsrester
syntes at stinke af
øl og hash –

under denne vandring
blev jeg plaget
af et besynderligt klarsyn
på vej ud
da jeg gik forbi pølsevognen
ved Nørrebros Runddel
en kold og klam fugtighed
havde sat sig i mine
elskede københavnere
og som på en ø midt
i flodens trafik
som en fakkel i mørket
lyste pølsedamen op
i en grimasse
som fik mig til at gyse

et ansigt netop
så hæsligt som man
kun ville kunne
finde det i Berlins
undergrundsbaneforgreninger
hvis man så rigtig
godt efter
det var et ansigt så
privat i sin traurigkeit
at jeg tænkte
jeg ved at fotografere
denne scene ville fange
livets grusomhed
med et enkelt skud
så rent og klart

og dog vidste jeg jo godt
at hele dette sceneri
fandt sted
i mit eget hoved
jeg vidste så godt som nogen
at hun ville være
glemt det øjeblik
jeg fjernede blikket
men ligeledes
som havde jeg
oplevet det før
og ville opleve det igen
et endeløst antal gange
ville hun forfølge mig
resten af natten og
i andre klædninger
resten af livet

undlod jeg
at nedskrive den
slags oplevelser
ville jeg måske
kunne fortrænge dem
men da ville jeg
ingen digter være:
at købe forstanden
tilbage gennem
syndsforladelse
ville være i strid med
pølsedamens ansigtsudtryk
i dette splitsekund
af lys i mørket

eller ville det?

pludselig slog det mig:
sådan, skvulpende
en mørk aften på
en lille bod langs
flodens opkast
sådan tænkte jeg mig Gud
den Gud der havde
skabt alt dette
for det syntes ikke at være
mig der var digteren
endsige manuskriptforfatteren
bag netop disse kulisser
modsat med mine rekvisitter
cigaretten, askebægeret
kaffen og pillerne
syntes det her snarere
at være mig selv
der blev opdigtet
det var hende der syntes
at være enhver nutids ophav
både til alt omkring
og til alt inden i mig
så jordnær og
samtidig uudgrundelig
som kun en kvinde
bag disken i en pølsebod
ja, som kun virkeligheden selv
kan være det
og på samme tid er det
både foran
og bag kulisserne
for der var ingen forskel
ikke længere

så klart var det mig
at jeg frygtede for min forstand
så klart var det mig
at digteren netop i nat
ville blive afkrævet sit hjerteblod
at noget måtte dø
for hvis der ikke længere er forskel
mellem at være vågen
og drømme at være vågen
mellem at digte og at digtes
hvordan skulle jeg da
nogensinde vågne?
der måtte da være
om ikke andet
blot en enkelt syntaksfejl
der kunne rettes
eller snarere slettes
for at redde min forstand
for at digtet kunne
løse sin egen rebus

det var jo Jesus
der med sit sidste lyriske
udbrud på korset blev
forladt af manuskriptforfatteren
til livet – det var jo ikke mig –
eller er det mig der har
forladt mig selv og spærret
mig inde bag kulisserne
i digtet og dettes evige nutid
som en syntaksfejl i sindet
der aldrig kan rettes?

hvor viljeløst og fejt det end
måtte være at opsøge
den samme døsige tilstand
samme søvnige datid
som jeg havde forladt
mit skrivebord for at undslippe
fandt jeg kun én løsning
der stod mig klart:
det var hende der måtte dø
det måtte være hende
der var digteren
det måtte være hende
der havde skabt
og som var
ja, som er
denne syntaksfejl
som hele manuskriptets ende
i selve dette øjebliks
underligt abnorme
betydningsbevidsthed
beroede på at slette
det føltes som et damoklessværd
der hang over mit hoved
og dog var det jo hende
der var virkelighedens
manuskriptforfatter
tænkte jeg trodsigt
det var jo hende der
var beåndet med
digterens hjerteblod
det var hende der er
og forbliver indespærret
bag kulisserne
i digtet og dettes evige nutid
ikke…sandt?

om end blot for en stund
og kun en stund
forstod jeg
syndsforladelsens
nødvendighed

jeg, der altid
havde nægtet den
ikke fordi syndsforladelsen
i princippet for mig
var en umulighed
men fordi den ikke
var ønskelig
jeg nægtede principielt
at betale for en vare
i åndelig mønt
uden at have
forbrudt mig mod nogen
jeg var så at sige
uskyldig over for
en anklage
jeg end ikke forstod
alligevel, plejede jeg
bittert at tænke
skulle jeg ikke vente mig
noget tiltalefrafald:
de frelstes salighed
fuldendes som
bekendt først
når de ser
syndernes pinsel

sådan havde jeg altid tænkt
og ville måske altid
tænke sådan
hvis ikke det var for
denne stund
for efter det første
øjebliks angst
var jeg alligevel
blevet stående
fordi jeg blev grebet af
medlidenhed – med Gud
virkelighedens
manuskriptforfatter
og livets sande digter
som stod her ved
verdens afgrund
indpakket i sit
pølseskinds hæslighed
som i en slanges ham
slog det mig igen
ja, netop
det var et slangeham

smerten bibragte
mig ikke nogen
form for tilfredsstillelse
og som med ét
ønskede jeg inderligt
at bede pølsedamen
om forladelse som
havde jeg gang efter gang
købt pølser her
uden at betale
men jeg havde jo
aldrig købt hos
hende før
ja, jeg havde knap nok
lagt mærke
til hendes tilstedeværelse
overhovedet
tanken lammede mig
og min handlekraft

få øjeblikke gik som årtusinder
da jeg stivnede helt ved
synet af pølseboden
for nu begyndte
den at synke stadigt
længere og længere
nedad mod
Nørrebrogades bund
lyset fra pølsebodens fakkel
slukkedes nu
sekund for sekund
mens pølsedamens
blik bedende
men uden mindste
tegn på anklage
syntes at fæstne sig ved
min ubevægelighed
blot et øjeblik efter
havde floden slugt hende
og alt syntes uforandret

min lammelse forsvandt
lidt efter lidt
og jeg så mig omkring
rystende som et espeløv
stadig skvulpede vandet
ved flodens bred
af affald og opkast
og allerede på
vejen tilbage
overbeviste jeg mig selv om
at der aldrig havde
været nogen pølsebod
ved Nørrebros Runddel

og jeg vendte
hovedet bort i lede
da jeg gik forbi næste pølsevogn
der hvor vandet forgrenede sig
og en morgen begynder

og – jeg vågner!