I BEGYNDELSEN SKABTE GUD EN FEJL I SYNTAKSEN (kap VII)

åhh…hmmm…[prust…støn]

hvor er…jeg
er jeg…nej, hvor er jeg træt

en smøg…[host]
men hvor fanden er nu askebægeret henne?
nej, det står heller
ikke hernede

for fanden, det er mørkt
og jeg kan ikke engang
finde min lighter
jeg må have
efterladt både lighter og askebæger
i et tidligere kapitel

pudsigt nok

befinder jeg mig
i min lille lejlighed
på Indre Nørrebro
det er vist morgen
for jeg har sovet siden
jeg…det synes
blot at være
en kort stund siden
jeg tog
min aftenmedicin
min chlorprothixen
og jeg, som ville skrive
jeg ved ikke engang hvornår
ja, jeg kan virkelig
ikke finde ud af
hvornår jeg egentlig
faldt i søvn
jeg husker blot
at jeg ville forklare
hvordan det
hele begyndte
fra tidernes morgen
havde jeg
nær sagt

for det føles
ja, det føles netop
som jeg har sovet siden
tidernes morgen

jeg ved ikke nøjagtig
hvad der er sket
og får det nok aldrig at vide
men jeg føler mig nu
ganske vågen
og uanset om jeg så
har drømt alt dette
er der i mit hjerte
skrevet et langt digt

det som du nu
er i færd med at læse

for med al fiktiv
farmakologi
for slet ikke at tale om
faktisk chlorprothixen
ude af mit blod
er du, kære læser
dog forblevet
ja, ikke blot forblevet
men endog så meget
desto mere
er du blevet til
virkelighed
for síg mig
hvis du ikke læste mig
hvad ville jeg så være?

så ville jeg være
som profeten fra Kreta
der hævder at alle
kretere lyver
ja, jeg ville være
et stort selvbedrag
uden sandhedens logistik
for var jeg virkelig
ene og alene
først da ville intet
netop intet
være sandt

men nu kender jeg dog
om ikke andet
så én sandhed
nemlig dig

det er som
når man indenfor
psykologien tillægger
svære roller såsom
oprigtighed og
indsigt i eget bedrag
stor værdi –
hvilken værdi ville
de overhovedet have
hvis der ingen var
at bedrage?

hvis du ikke læste mig
ville jeg være som
profeten fra Kreta
eller rettere
der ville ikke engang
være nogen kretere
til at lyve for mig
og således bekræfte
erkendelsens bedrag

ville netop denne
bedrager der erkender
at være en bedrager
uden slægtsfæller
til at bekræfte ham
ikke være det
mest ensomme
menneske på jorden?

ja, jeg ved nu
om sandhedens logistik
inklusiv alle livsløgne
og enhver syntaksfejl
at der på papiret
er rådet bod på dem
eller rettere
at de er blevet slugt
mellem Nørrebrogades
flodbredder en kold
langfredag nat
og at der følgelig
ikke er noget bedrag
det forsvandt jo
i digtets egne
skvulpende rester
af opkast og affald
og var som glemt
det øjeblik jeg
åbnede øjnene

uanset hvad, føler jeg
efter alt dette
et skæbnefællesskab med dig
for du er blevet til
en virkelig læser
af eget kød og blod
og ikke blot et
resultat af
chlorprothixen

ser du
der er en forskel
mellem lyrik og kemi
eller rettere
mellem kemi og lyrik
du er et stykke lyrik
det smukkeste jeg
kan tænke mig
der er en forskel
i hvert fald hvad angår lyrik
mellem indholdsstoffet
og papirmassen
eller måske
mellem papirmassen
og indholdsstoffet
i hvert fald er du ikke
et stykke kemi
men så meget mere
nemlig et stykke lyrik
du har måske undret dig
over at jeg har fundet på
at indholdsstoffet i
et prosadigt
skulle være
noget så prosaisk
som chlorprothixen
men nu
da jeg er vågnet
og virkningen for længst
i løbet af natten
har fortaget sig
har jeg ændret mening
eller snarere har
meningen ændret sig
og dermed ændret mig
papirmassens
indholdsstof
altså prosadigtet selv
består nu af ord
og ikke blot af ord
måske endda
slet ikke af ord
men af dig og mig
og vores drøm

så kom med mig
følg mig til ende
for vi nærmer os enden
og jeg havde så meget
jeg ville sige til dig
men nu…

jeg lader det ligge

der er så få
sekunder tilbage
og det er snart
tid til at tie

tid til at jeg
skal ryge den cigaret
jeg tilbød dig
som du vist aldrig røg
tid til at betragte
røgskyernes formationer
og tænke over alt det
som digtet så gerne ville sige
udover hvad jeg evner
hvorfor jeg må forlade dig
først og fremmest
for at finde ud af
hvor jeg efterlod
askebægeret henne
men også fordi digtet
ikke mere kan sige
hvad jeg ønsker det skal sige
på nogen anden måde
end ved, ord for ord
bogstav for bogstav
at forlade dig
ikke for endeligt
at have båret frugt
og have fuldbragt
sig selv uden syntaksfejl
men tværtimod for
som vi i tidernes morgen
skiltes ad på grund
af de første gloser
at vi nu kan forsones
med de sidste
som sagt ikke ved
at de siges
men snarere ved
at de netop ikke siges
for at det sidste lyriske udbrud
og den sidste glose
– der ellers af lyrikere
blot i bevidstheden om
betydningen heraf bliver
sagt med så meget desto
større eftertryk –
af mig må siges
noget spæd i stemmen
og uden at kunne
gøre krav på
at være digter
for dog således
at lade digtet få
det sidste
ord.